// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Franzobel: Medusas flåde
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman, Roman

Franzobel: Medusas flåde

Skrevet af den 3. september 2020 – 07:43Ingen kommentarer

147 mand og én tømmerflåde. Det er historien om et af de mest rystende og opsigtsvækkende forlis i verdenshistorien. Fregatten Medusa gik takket være sin uduelige kaptajn på grund i 1816 med omkring 400 besætningsmedlemmer og passagerer ombord.

Desværre var der ikke plads i bådene til alle, og de 147 søfolk blev overladt til deres egen skæbne på en flåde, der drev rundt på havet for vejr og vind i 13 dage inden den blev samlet op. På det tidspunkt var der 15 søfolk tilbage, og de havde udstået og udøvet alle former for menneskelig fornedrelse i kampen for overlevelse. Kannibalisme eksempelvis.

Det rystede samtiden, at der kun var ganske få dage fra besætningen var almindelige søfolk og til at de i desperation spiste de døde og slog hinanden ihjel. Tager det virkelig ikke længere tid for civiliserede franskmænd at synke ned i absolut barberi? Kan civilisationens fernis afsyres af lidt havvand og sol?

Ja, lyder svaret fra østrigske Franzobel, der på knap 600 sider beretter om Medusa, hendes besætning og passagerer, hendes forlis og ikke mindst hvad der skete på flåden. Det er historien om en kaptajn, der ikke aner hvad han foretager sig, men som kun er udnævnt fordi han forblev kongetro under revolutionen. Det er historien om passagerer, der kun er optaget af dem selv og deres status. Det er historien om rå søfolk – for barbariet begyndte allerede på selve Medusa. En fregat i begyndelsen af 1800-tallet var et barskt og brutalt sted at opholde sig, især hvis man var nederst i hakkeordenen.

Men Medusas flåde er også fortællingen om dem, der forsøgte at gøre det rigtige. Om dem, der foretrak at springe i døden fra flåden fremfor at ofte sin sjælefred for overlevelse. De er her alle sammen, adelsmænd og skibsdrenge, kokke, læger, søfolk, soldater og passagerer, gode og slette mennesker, smukke og grimme, kloge og knap så kloge. Det er historien om dem, men også en historie om livet på et skib i en rå tid, hvor menneskeliv ikke var meget værd, og hvor overklassen forsøgte at generobre deres privilegier efter napoleonstiden, uanset hvad konsekvenserne var for andre.

Medusas flåde er en ganske enkelt fremragende læseoplevelse, fyldt med mennesker og deres lidelser. Det er en fortættet, vild historie – og det gør den ikke mindre god, at den er bygget på en sand historie. Man lægger ikke bogen fra sig opfyldt af en tro på menneskeheden, men måske alligevel lidt klogere. Det er beretningen om hvad der sker med mennesker, når de bliver presset helt ud til det yderste af deres eksistens og overlevelse. Det er fremragende skrevet, fyldt med søfartsudtryk der er doseret lige præcis så det giver autencitet men uden at det bliver for meget. Klasse!

Franzobel: Medusas flåde. 592 sider, Turbine. Oversat af Lone Østerlind, udkommer 3. september 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.