Den chilenske forfatter María José Ferrada har skrevet en forunderlig og livsklog roman, der sender læseren på en litterær rejse gennem et døende erhverv, en svindende barndom og livets meningsløshed i et postdiktatorisk og forslået Chile. En barsk allegori, hvor barnets uskyld fjernes og livet som begreb sættes til debat. “Kramp” er forfatterens debutroman, og den er tildelt tre fornemme chilenske priser. Og det er fuldt fortjent.

Romanen fortælles af den 7-årige jeg-fortæller, som beretter om sin usædvanlige opvækst med sin far, der er omrejsende isenkræmmer, hvilket er en uddøende branche. For at øge salget tager han datteren med, selvom hendes mor tror, hun er i skole. Pigen med de uskyldig øjne fremmer nemlig salget af søm, hamre, dørspioner og skruer.

Hun holder af turene rundt i de små byer, som hun betegner som “livets skole”, og som hun foretrækker fremfor de kedelige bøger i skolen. Forholdet mellem far og datter defineres af deres salgsrejser, som desværre bliver færre og færre i takt med at den lille sælger bliver udraderet af store supermarkeder og koncerner.

“Vi havde været dybt forbundne af et katalog med isenkramprodukter: søm, hamre, dørspioner, skruer. Men det katalog fandtes ikke længere.”

En raffineret måde at fortælle, at når samfundsstrukturerne ændrer sig, så ændres de interpersonelle strukturer også. Og at det hele fortælles igennem et barns øjne, gør blot fortællingen skarpere, fordi dette afvæbnende greb står i stærk kontrast til skyggerne af de forsvundne personer og skuddramaer, som hele tiden lurer i kulissen.

Alle bogens personer virker forunderligt fjerne, som bipersoner, og betegnes kun med et bogstav og aldrig et fuldt navn. En kritisk kommentar til et samfund, der ikke tager vare på individet. Dette understreges også af deres møde med “E”, der tager rundt i landet for at fotografere “spøgelser”.

“E var en biperson i vores liv. Og vi var bipersoner i en større historie.”

Man fanger hurtigt, at noget er på færde, og gradvist forstår læseren, at de såkaldte spøgelser er personer, der er forsvundet under Chiles diktatur i 1980’erne.

I takt med at gruen udfolder sig, taber jeget sin uskyld og føler en stærk magtesløshed, fordi hun ved, at historien ikke lader sig ændre: “Tingene skred frem i en mekanik, vi ikke kunne standse”.

En meget fin skildring af den afmægtige tomhed, der opstår, når mennesket er underlagt en samfundsmæssig mekanisme og en historisk udvikling, som er med til at ødelægge deres liv. Både i form af et diktatur, men også den symbolske død, som den lille sælger og den lille mand oplever, når de bliver udraderet af stordrift, industrialisering og kommercialisering.

Således tematiserer María José Ferrada forholdet mellem liv og død, samtidig med, at hun stiller det yderst relevante spørgsmål: hvad vil det sige at leve? Lever de levende? Og hvad er liv egentlig.

Frygtelig klogt og isnende syleskarpt, og jeg anbefaler denne lille, hurtigtlæste roman på det allervarmeste.

María José Ferrada: Kramp, Jensen & Dalgaard, 124 sider, oversat fra spansk af Anne Brinch, udkom den 4. september 2020.