// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » H.C. Branner: Legetøj
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

H.C. Branner: Legetøj

Skrevet af den 5. september 2020 – 07:17Ingen kommentarer

’Legetøj’ er en bidende skarp satire over handelshuset Kejserboderne og dets ejer Herman Kejser, som er en lille diktator, der gør alt, hvad han kan for at holde på kontrollen over sit firma og dets 20 ansatte. Men tiderne er under forandring i mellemkrigstidens København. Der er socialt opbrud, måske er der en ny stor krig på vej på grund af urolighederne i 30’ernes Tyskland og Spanien, og kvinderne begynder så småt at ville have mere at sige. Der er flere af de ansatte, som vil til fadet i virksomheden, især Feddersen, som hidtil har været næstkommanderende, og måske vil traditioner og hierarkier ikke kunne bevares så grundfæstede, som Herman har været vant til.

Feddersen og Kejser er et par barnagtige størrelser, som aldrig har kunnet leve op til deres fædres forventninger, og det plager dem. De kompenserer med magt over andre, og stemningen i Kejserboderne er helt til rotterne. Man bliver trampet på, uærlighed er sikrest, og der er ikke plads til hensyn. Håbet knytter sig til ungdommen og kvinderne, repræsenteret af kontorpigen Klare og Martin, som har et uafsluttet medicinstudie med i sin bagage.

Fortællersynsvinklen er alvidende, så vi har adgang til alle personernes tanker, og Branner flagrer mellem dem i hurtige karakteristikker og konturer. Det virker effektivt og dynamisk uden at det går ud over bogens detaljerede realisme. Datidens virkelighed med fattigdom, truslen om social og materiel deroute ved arbejdsløshed og småborgerligheden, hvor alt gælder prestige, lyser op fra siderne, takket være forfatterens sans for de små detaljer og miljøskildringer. Det er forbandet godt skrevet, og Gyldendal udsender den da også i sin Klassikerkollektion.

’Legetøj’ er af mange læst som en allegori over udviklingen i Tyskland, og nazisternes magtovertagelse. Begrebet ’den stærke mand’ bruges flere gange i karakteristikken af Kejser, som sammen med Feddersen regerer med terror for at sprede frygt. Men bogen kan meget mere. Skildringerne af København viser byen på en gang tillokkende og frastødende, og mekanismerne bag og konsekvenserne af kontrol og udstødelse af alment gyldige. Endelig er det slående, at Branner kunne udgive en så gennemført roman meget tidligt i sit forfatterskab, hvor flere af temaerne fra ’Legetøj’ går igen – tvang, magt, frihed, underkastelse og hierarkiers skadelige effekt på vores liv.

H.C. Branner: ’Legetøj’. 318 sider. Gyldendal, juni 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.