“Selvom et menneske ikke har gjort noget dårligt, vil det altid møde forfærdelig modgang.”

Man ved aldrig, hvad den menneskelige psyke gemmer på. Og hvad der egentligt er menneskeligt. Hvad er godt og hvad er ondt? Et eksistentialistisk spørgsmål, som mangt en filosof har taget op; Sartre, Camus med flere. Det gør også den japanske forfatter Taijun Takeda i nærværende livskloge og dystre roman “Fuji”.

Den foregår på et sindssygehospital i Japan under 2. verdenskrig. Jeg-fortælleren, Ojima, er en ung praktikant, som er kommet til denne institution for at lære om praktisk psykiatri. Han er ikke sendt til fronten, fordi han har problemer med øjnene. Det er igennem ham, de forskellige patienter og deres pårørende præsenteres. Opholdet får ham til opgive praktisk psykiatri for at blive forsker.

Fuji udkom for første gang i Japan i 1973 og blev derefter oversat til adskillige af hovedsprogene. Og nu har forlaget Silkefyret (endelig) udgivet dette centrale værk på dansk. Forfatteren Taijun Takeda (1912-1976) er tildelt en række store priser i Japan, og står som en af de mest centrale skikkelser i efterkrigstidens japanske litteratur.

“Sæt nu man fik hende til at tage en lægekittel på, og jeg stod overfor hende, så ville jeg måske i en udefrakommendes øjne ligne en dement patient. Det ville måske også se ud som om, jeg var den, der var uanstændig og sjofel skizofren patient, og som hendes håndtering, der for mig virkede abnorm, var af en fattet læge, som undersøgte en seksuel abnorm (mand).”

Et centralt tema i romanen er, at det er svært at skelne mellem det såkaldte normale og unormale, og jeg-fortælleren bliver hele tiden tvunget til at tænke på sine egne psykiske bevæggrunde.

Det er vigtigt at huske, at romanen udkom i 1973, og det virker som om, den er stærkt påvirket af antipsykiateren Ronald D. Lang. Hans tanker om psykiatriske teorier blev stærkt udbredte og diskuterede i Vesten i 1960’erne. Lang stiller det centrale spørgsmål, om det er samfundets individer, der er sindssyge eller det er selv samfundet, der er sindssygt.

Romanen foregår som sagt under 2. Verdenskrig, og der er ingen tvivl om, at forfatteren skildrer verdenskrigen som en unormalitet. Soldaterne er lige så dødtrætte som de psykiatriske patienter bliver af at være indlagte:

“Nu siger jeg det her, for at der ikke skal opstå misforståelser: Der er forskel på patienters og lægers positioner. Deres roller er også forskellige. Det eneste, jeg siger, der ikke er forskel på, er bare, at vi er lige uhyggelige som mennesker.”

Forfatteren/jeg-fortælleren har en række filosofiske overvejelser over, hvad mennesket er og, hvad forskellen er mellem mennesker og dyr. I afslutningen konkluderes det også:

“Når jeg tænker tilbage på det nu, minder disse udmattede soldater og hospitalets patienter på en eller måde om hinanden, som to sider af samme mønt.”

Fuji er et filosofisk værk, og ikke specielt letlæst, men det giver en dyb indsigt i den menneskelige psyke og de mekanismer, der driver samfundet og psyken. Læs den kun, hvis du tør se dit eget mørke i øjnene.

Taijun Takeda: Fuji, Forlaget Silkefyret, 567 sider, oversat af Mads Østergård Johansen, udgivet på dansk 28. september 2020.