Hvis man er det mindste interesseret i kunst og litteratur, bør man omgående kaste sig over Susanne Christensens stærke og fascinerende essay, “Leonoras rejse”, der skriver surrealisten Leonora Carrington ind i kunsthistorien.

I værket følger Susanne Christensen både Carringtons ydre og indre rejser, og maler et eminent portræt af en kvinde, der på trods af sin status som muse, også formåede at finde sit helt eget ståsted. I dag er Leonora Carrington blandt andet aktuel på Louisianas fremragende udstilling “Fantastiske kvinder” og med kultromanen “Hørerøret”, der netop er udkommet på dansk.

Leonora Carrington (1907-2011) var en britisk-mexicansk maler og forfatter, og kendt som surrealist. Hun studerede kunst i London, hvor hun mødte en surrealismens markante figurer, maleren Max Ernst. Han tog hende med til Paris og ind i centrum af den surrealistiske kunstnerkreds. Hun blev straks surrealisternes enfant terrible og muse; ung, smuk, livlig, hæmningsløs og med en næsten grænseløs fantasi. Hendes kunst var karakteriseret af en mørk legesyge. Senere flygtede hun fra indlæggelse på en psykiatrisk institution – og nazisternes fremmarch i Europa – først til New York og siden til Mexico, hvor hun boede det meste af hendes liv.

“Leonoras rejse” er et langt essay, og kunne lige så godt kaldes en roman. Vi rejser med den dansk-norske kritiker Susanne Christensen, som følger i Leonora Carringtons åndelige og fysiske fodspor, og kommer helt tæt på den surrealistiske kunstners ånd. Ja, Susanne Christensen formår næsten at mane Carrington op af jorden, og jeg har sjældent læst så interessant og mangefacetteret et portræt af en kunstner. Ikke nok med, at vi hører om Carringtons forunderlige og vilde liv, hendes happenings, hendes værker og kredsen af kunstnere omkring hende. Vi kommer også til at forstå Leonora Carrington og hendes samtid langt bedre:

“Planen er at følge Leonora på hendes rejse, men hendes historie er ikke hele historien. Hendes historie er en linse at se igennem, den er symaskinen som paraplyen på operationsbordet. Paraplyen er samtiden, og historier om den som rejser.”

At Leonoras fantastiske liv spejles i samtiden, giver os også indblik i et stykke kvinde- og kunsthistorie, hvor kvinder blev betragtet som muser og objekter. Hvilket blot understreger den selvstændige Carringtons enorme styrke.

“I Paris i 1930’erne ser surrealisterne på kvinden som noget ophøjet, som muse og revolutionsheltinde, men også som objekt, repræsenteret af mannequindukker som det tingsliggørende begær kan partere og samle i nye, groteske former. Breton falder i svime over Leonora, men hun ejer sig selv.”

Selvom fokus er på Leonora Carringtons liv får værkets mange historier og betragtninger os til at tage stilling til alt fra feminisme, økologi, surrealisme, verdenskrig og rumvæsner (!). Så hvis man interesserer sig for surrealismens skæve og vidunderlige verden og gerne vil kigge ind i unik kunstners liv, så kan jeg ikke anbefale denne øjenåbnende og sanselige læseoplevelse nok.

Susanne Christensen: Leonoras Rejse, Vandkunsten, 173 sider, udkom 20. juli 2020.