Tre kvinder er en sand historie om tre forskellige kvinders meget forskellige liv, som forfatteren har skrevet på baggrund af interviews, samtaler, sms’er og dokumenter gennem otte år. Det er et vildt interessant format. Det er ikke en roman. Det er ikke en biografi. Det er en detaljeret og ærlig skildring af, hvordan samfundet ser på kvinder, hvordan kvinder selv oplever det, om seksuel ulighed og hvor mange sider og nuancer af sandheden, der findes.

Vi møder Maggie, der som teenager havde et forhold til sin lærer. På tidspunktet for relationen forstod hun ikke rigtigt det forkerte i det, men som voksen møder vi hende igen i retssalen, hvor hun har sagsøgt sin tidligere lærer.

Lina lever i et kærlighedsløst ægteskab og ønsker desperat kys og berøring fra sin mand. Hudsulten og facebook driver hende i armene på en tidligere kæreste, hvor hun forventer at få stillet sin længsel.

Sloane har en restaurant sammen med sin mand, og når de ikke arbejder, eksperimenterer de med sex og andre partnere. Men den umiddelbart stærke og kontrollerede kvinde mærker også den seksuelle ulighed.

Forfatteren angiver i prologen, at hun har rejst USA rundt for at finde de helt rigtige karakterer til sin bog. Hvorfor hun lander på præcis de her tre kvinder er uklart, og jeg sidder som læser ikke tilbage med en overbevisning om, at de tre kvinder er repræsentative for kvinders lyst og kærlighedsliv generelt – faktisk tværtimod.

Rytmen i de skiftende kapitler fungerer ikke helt for mig. Historierne er så entydigt deres egne, og på trods af det overordnede tema omkring kvinder, lyst og kærlighed (og måske en anelse bitterhed over for mænd?), havde jeg brug for at springe i kapitlerne, så jeg kunne følge kvinderne bedre. For hvor historien om Maggie er medrivende og tæt på umulig at løsrive sig fra, så kedede historien om Sloane mig lidt.

Der er også tidspunkter, hvor detaljegraden bliver for høj, for eksempel når hun beskriver kvindernes familieforhold. Jeg er med på, at kvindernes baggrund og fortid er relevant for det samlede billede af kvinderne, men min oplevelse er, at det fylder for meget. Måske bærer historierne præg af forfatterens loyalitet over for kvindernes historier, men på bekostning af kvaliteten for læseren? Der kunne godt være skåret lidt mere til uden at miste essensen.

Når det er sagt, så er det en super interessant skildring af tre kvindeliv og ikke mindst et aktuelt indspark i debatten om seksuel ulighed mellem mænd og kvinder.

Lisa Taddeo, Tre kvinder, People’s Press, 20. august 2020, oversat af Ninna Brenøe, 312 sider.