I den autobiografiske roman “Paradis først” beskriver Kristina Stoltz et intenst og stormende kærlighedsforhold på et bagtæppe af vold og racisme i USA i 1990’erne og i dag. En stilistisk genistreg, der sætter spot på erindringens pålidelighed – og dermed også vores personlige og fælles hukommelsestab.

Kan, tør eller vil man stole på den menneskelige hukommelse? Det er et af de temaer, der sættes under lup i denne dybt personlige og meget stærke fortælling, der både leger med læseren og hukommelsens veje og vildveje. For hvordan påvirker nutiden vores hukommelse? Og hvordan erindrer vi kærligheden? Det prøver Stoltz at undersøge i denne gribende roadmovie af en bog, hvor bogens hovedperson, Kristina rejser tilbage til USA for at gense sin store ungedomskærlighed, den intenst smukke og sjældent begavede Marlon. Han er barn af en afroamerikansk far og en hvid mor, og har levet et liv fuld af splittelse af den grund.

Der er gået 26 år siden deres stormende og komplekse forelskelse. Siden Marlon lærte Kristina USA at kende, og åbnede verden for hende; lærte hende at meditere og læse Goethe. Kristina har fået børn og er blevet skilt, mens Marlon har kæmpet for at få tilværelsen på skinner. Det er nu lykkes, han er flyttet til Midtvesten, hvor han skal giftes med den kridhvide Skoler, der kommer fra en mormonfamilie.

Romanen tematiserer tilhørsforhold, ophav, racisme og bristede drømme, så stærkt, at man gribes hele vejen ind i sjælen. Skildringen af racismens konsekvenser personliggjort af Marlons stærke historie er intet mindre en fremragende, og den er ikke til at slippe.

Det beskrives fuldstændig fantastisk, da Kristinas erindringer om Marlon som renæssancemand splintres fuldstændig, da de mødes, og hun erfarer, at selv en så stærk personlighed som Marlon har måttet resignere:

“Ham der skulle have været USAs første sorte præsident, den store bestseller, den næste Steven Spielberg, videnskabsmand, guru, faren til mine børn. Skulle vi have børn talte vi nogensinde om det, nej, det er mig, der skammer mig på hans vegne. Det er mig, der er skuffet over, at han ikke er lige så høj som dengang, over dreadlocksene, hvordan kunne du opgive kampen?”

Flængerne i Marlons tro på et USA, hvor hudfarve ikke skulle spille nogen større betydning og alle skulle have lige rettigheder, er til at tage og føle på. Der er både udvendige og indvendige smertende ar fra de mange racistiske handlinger, der er begået imod ham. Det er svært for Kristina helt at forstå, for som hun siger “racisme findes ikke i Danmark”. Men hun bliver klogere. Racismen kommer til at spille en meget stor rolle i de tos forhold, og dermed bliver romanen uhyggeligt aktuel, og kan læses som en besk kommentar til den voksende racisme i Trumps USA.

Romanen er meget kompleks, og selvom den kun er på 170 sider, tager den lang tid at læse. Lyrisk og suggestivt veksles der mellem første og trejdeperson, og fortid og nutid glider umærkeligt ind og ud af hinanden – ofte i en og samme sætning. Dermed undersøger selve romanens sprog, hvad erindring er samtidig med, at fortællingen undersøger det samme og en næsten overnaturlig metafortælling tager form. Men når man først tager formen til sig, er den yderst raffineret, fordi den får os til at reflektere over vores erindringers validitet og over, hvor troværdig en hvilken som helst historiefortælling reelt er.

“Paradis først” er en fremragende og stærk roman, som skal nydes stille og intenst. Den er både interessant og begavet, og så skriver den sig lige ind vores kollektive hukommelse – eller mangel på samme. Læs!

Vi har læst og anmeldt flere udgivelser af samme forfatter, klik her.

Kristina Stoltz: Paradis først, Gutkind, 170 sider, udkom 17. september 2020.