Elena er lige blevet separeret fra sin mand. Hun har skriveblokering og får derfor heller ikke udrettet noget arbejdsmæssigt. Hun orker ikke at se sin søster. Det hele er trist og tungt. Mens hun traver rundt i det lånte rækkehus, begynder hun at observere familien overfor.

Der foregår mystiske ting hos familien, og hun bemærker, at parret skændes. En dag ser hun kvinden i familien hakke en buket i stykker med en saks. Hendes interesse er vakt og bliver ikke mindre, da familiens udfordrede teenagesøn begynder at lukke op for sine problemer.

Pludselig begynder hun at skrive på en historie og pludselig er hun lidt for involveret i familiens gøren og laden på den anden side af vejen.

Bogen er en i rækken af de populære domestic noir romaner og på omslaget kaldes den for en svensk ”Kvinden i toget” eller ”Store små løgne”, men det mener jeg ikke, at den kan bære.

Hverken handlingen, stemningen, spændingsniveauet, sproget eller fortælleteknikken kan måle sig med Kvinden i toget eller andre bøger i domestic noir genren.

Jeg finder hovedpersonen Elena utroværdig, måske fordi hun kun skildres så overfladisk, jeg synes dialogerne med søsteren er forudsigelige og uoriginale, og i det hele taget virker det mere som et pitch til et filmmanuskript end en psykologisk spændingsroman.

Og dertil kommer, at man har ”regnet den ud” ganske kort inde i fortællingen og dermed er den spænding, der måske ellers kunne have været, udløst. Det er ikke svært at regne ud, hvad der er op og ned og jeg føler mig en anelse talt ned til som læser.

Jeg er stor fan af domestic noir romaner, jeg glædede mig til at læse den, men den skuffede desværre ret meget.

Måske er den et godt sted at starte for læsere, der ikke har læst for eksempel Paula Hawkins eller C. L. Taylor.

Caroline Eriksson: Hun som våger, People’sPress, oktober 2020, oversat af Louise Ardenfeldt Ravnhild, 261 sider.