TV-journalist Anders Agger og fotografen Mingo har mødt forskellige danskere i forskellige aldre for at tale om deres oplevelse af kærlighed. Det er i den grad værd at læse. Ud over at være en flot bog formidler den fine, rørende og ærlige historier om det vigtigste af alt: kærlighed. Jeg kan ikke andet end anbefale den varmt.

Bogens præmis er, at virkeligheden overgår fiktion i kærlighedens navn – at der rundt i Danmark udspiller sig kærlighedshistorier, som er for omsiggribende til, at man ville tro det, hvis man så det på film. Her får vi virkeligheden fortalt af dem, der oplever den, hen over et kagebord, i form af kærestebreve og besøg de steder, der har særlig betydning for kærlighedshistorien. Det fungerer rigtig godt, og man er holdt godt i hånden af Anders Agger. Hans nærvær på skærmen, som de fleste nok har oplevet, mærkes også i bogen.

I bogen indgår kendte mennesker som Renee Toft Simonsen, sanger Kjartan Arngrim fra bandet Folkeklubben, forfatter Stine Pilgaard og Signe Bjerregaard Ried, som ikke i sig selv er et kendt navn, men hendes kæreste Daniel Rye, er i den grad kendt. Et vigtigt afsæt i deres kærlighedshistorie er naturligvis den måde, hvorpå han som fotograf blev kendt, da han blev frigivet fra 13 måneders tortur i fangenskab i Syrien. Det er barsk. Vi møder også ægteparret, der i en sen alder mødte hinanden, da de havde mistet deres første ægtefælle. Og ægteparret Fyrstenborg, der aldrig har været i tvivl om deres kærlighed, selvom det ikke var noget, der blev talt så meget om. Og bogen lægger ud med et møde i et tog, hvor den ene part faktisk sad sammen med sin kæreste. Ikke alle i bogen er kendte mennesker. Men følelserne er kendte.

Anders Aggers sprogform er kortfattet. Fyldt med punktummer. Samtidig fyldt med en masse mening og sproglige formuleringer, som skaber de skønneste billeder. Reflekterende over historien om Daniel Rye og Stine Bjerregaard Ried skriver han: “Det strejfer mig, at det nok er meget godt, at vi ikke bliver præsenteret for vores livsbane som en arkitekttegning.” Og i samme historie mærker man humoren, da de to unge mødtes, men der allerede var en anden pige inde i billedet, hvortil Anders Agger udbryder: “Åh nej. Henriette … der er altid en Henriette, når man er 16 år og mindst har brug for det.”

Bogen er ikke overstrøet med billeder, men ord og billeder harmonerer. Det eftertænksomme blik og kærligheden lyser igennem fotografens linse, der fanger essensen så smukt. At vi undervejs bliver introduceret til Anders Aggers og Mingos eftertænksomhed og reaktioner på historierne, giver en ekstra dimension til indholdet. Kærlighed må gerne røre os og sætte os lidt ud af spil. Den må gerne mærkes. Det får du i denne bog.

Anders Agger og Mingo: Kærlighed. 298 sider. Politikens Forlag. Udgivet oktober 2020