// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen

Skrevet af den 1. september 2020 – 07:16Ingen kommentarer

“Blomsterdalen” er en gysende grum og gribende smuk fortælling, der mejsler sig ind i både hjerne og hjerte med dens helt sjældne nærvær og nerve. Et vigtigt og øjenåbnende værk, der sætter selvmord og ensomhed blandt Grønlands unge på dagsordenen.

Det er meget muligt, at romanens titel og dens meget smukke forside, forleder os til at tro, at vi skal i gang med en romantisk fortælling med smil i sindet. Men det er langt fra det, der er den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussens ærinde. Tværtimod. Rørende, rammende og vedkommende tematiserer romanen essentielle og eksistentielle emner som ensomhed, angst, sorg og ikke mindst selvmord.

Vi følger den unge unavngivne jeg-fortæller, der på trods af et tilsyneladende lykkeligt liv, føler sig forkert og udenfor. Hun har en (kvindelig) kæreste, som hun elsker og en omsorgsfuld familie. Og så er hun lige kommet ind på drømmestudiet på universitet i Århus. Verden står åben, og hun skal til at begynde voksenlivet. Men alligevel føles det hele underligt forkert. Det skildres blandt andet fremragende og uhyggeligt virkelighedstro ved den sociale akavethed, som fortællerjeget oplever i mange sammenhænge – både i hjemme og på studiet i Århus, hvor hun aldrig rigtigt falder til:

“Anaana laver en hurtig bevægelse og puffer til min ryg. Det gør hun, når jeg siger noget forkert. Jeg tror, jeg er blevet puffet mindst en million gange, siden jeg lærte at tale.”

I stedet for at følge den unge kvindes udvikling, oplever vi i stedet for en hjerteskærende afvikling. Da hun kaldes hjem til Grønland, fordi hendes kærestes kusine tager livet af sig, begynder tilværelsens ubarmhjertige skrue at stramme mere og mere.

Rammen omkring “Blomstedalen” er en ildevarslende og uhyggelig nedtælling – både i helt konkret og overført betydning. Første kapitel starter sådan her: “45. Kvinde. 38 år. Hængning.”. Næste kapitel indledes med: “44. Mand. 19 år. Skud”. Sådan fortsætter nedtællingen, der kontinuerligt bryder bogens hovedhandling til den bitre ende. Et genialt greb, der konkretiserer og dermed tydeliggør selvmordets væsen.

Samtidig er bogen delt op i afsnittene “De”, “Du” og “Jeg”, der sigende og raffineret fører os tættere og tættere på de enorme personlige konsekvenser og følger, som selvmord har. For hvad, hvis det pludselig, er en person “du” kender, der tager livet af sig? Hvad, hvis det ikke længere er “de andre”? Hvad, hvis det er “jeget”, der pludselig ikke ønsker at leve mere?

Samtidig rettes der en bidende samfundskritik mod det system, der slet ikke formår at håndtere og tage sig af selvmordstruede personer:

“Han [lægen] rejste sig op og gik ind til sygeplejersken, der stod og sorterede piller bag en halvvæg. “Hvad gør vi med selvmordstruede her?” hviskede han til hende. Sygeplejersken kiggede lidt på mig, før hun vendte sit blik væk igen. Hun løftede sine skuldre. “Det ved jeg ikke. Den sociale afdeling i kommunen?”

Bogens dagligdags situationer og det flydende, letlæselige sprog gør, sammen de fine indslag af fandenivoldsk sort humor, sex, jalousi og afmagt, at vi omgående føler os hjemme i værket, de tunge emner til trods. Derfor kan vi også mærke ensomheden, sorgen og afmagten, på egen krop, og det gør romanen meget, meget stærk. Det er længe siden, at jeg har læst en bog, der har gjort så stort indtryk på mig. Hvis du kun skal læse en bog i år, så læs “Blomsterdalen”.

Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen, Gyldendal, 318 sider, udkom den 21. august 2020.