Da jeg satte mig for at læse Elin Hilderbrands bog Sommeren 1969, var det med en forventning om at læse en hurtigt læst, lidt ligegyldig feel-good roman. Jeg kan uden omsvøb sige, at det ikke er tilfældet med Sommeren 1969. Elin Hilderbrand tager sin læser med på en fantastisk tidsrejse tilbage til 1969, hvor vi får lov til at følge en familie på godt og ondt en enkelt sommer.

Familien Levin holder hvert år sommerferie hos mormoren, Exalta, i et velhaverkvarter på øen Nantucket. For første gang er familiens tre ældste børn ikke med, og den 13-årige Jessie må se frem til en kedelig sommer sammen med sin mor og Exalta. Året er 1969, og Jessies bror Tiger er netop blevet indkaldt til hæren og sendt til Vietnam til deres mors store skræk, for hun er sikker på, at det er sidste gang, de får Tiger at se. Jessies ældste søster, Blair, er højgravid og må blive i Boston, og Kirby, den mellemste søster, er taget til øen Martha’s Vineyard for at arbejde, nyde livet som ung og for at undgå Exaltas bebrejdelser, efter Kirby har skabt noget af en skandale i familien.

Jessie må sande, at intet bliver, som det før har været. Hun er selv ved at blive en ung kvinde, og med det følger en række sandheder, hun helst ville være foruden. Hendes far kommer kun på besøg i weekenderne pga. sit travle arbejde, og Exalta har stålfast besluttet sig for, at Jessie skal lære at spille tennis i anlægget Field and Oar Club, hvor Exalta er medlem, selvom Jessie hader al boldspil. Og som om det alt sammen ikke er slemt nok, drikker Jessies mor mere og mere for hver dag, der går, mens de venter på svar fra Tiger, uden at ænse de forandringer hendes yngste datter går igennem.

Det tog mig noget tid at læse Sommeren 1969. Historien bød på så meget mere end først antaget, og jeg måtte holde nogle pauser og fordøje alle de mellemliggende historier om raceadskillelse, kvindefrigørelse og krigen i Vietnam, der blev nævnt, efterhånden som jeg kom ind på livet af de tre søstre og deres mor. Historien foregår den sommer, hvor Senator Ted Kennedy kørte sin bil af broen i den lille by Chappaquiddick og forårsagede den unge Mary Jo Kopeches død, og hvor Neil Armstrong og Buzz Aldrin som de første mennesker nogensinde landede på Månen med Apollo 11, alt imens USA rasede over det store antal unge mænd, der blev sendt til Vietnam uden at vende hjem i live.

Elin Hilderbrand er en eminent historiefortæller, og selvom Sommeren 1969 kun foregår henover en enkelt sommer i en families liv, føles det som meget mere end det. Det var en skelsættende sommer i USA’s historie, og den bliver fortalt gennem øjnene på en lille familie med deres op- og nedture på godt og ondt. Jeg kan kun anbefale dig at læse Sommeren 1969, hvis du er til intelligente romaner, der blander det fiktive med det realistiske på bedste vis.

Elin Hilderbrand: Sommeren 1969, Forlaget Turbulenz, Oversat af Jacob Giese, 446 sider, august 2020