Det er ikke sandsynlige gerningsmænd og -kvinder der mangler i journalisten Jan Eriksens lille krimi. For knap en håndfuld mennesker har alle et motiv til at myrde DR’s underholdningschef. Både hans datter, hans elsker, den ydmygede X Faktor-deltager og den russiske mafia, som styrer det internationale melodi grand prix.

Efter at underholdningschefen bliver fundet skudt i nakken en sen fredag aften i DR Byen starter politiet en efterforskning, som meget hurtigt koncentrere sig om én bestemt opgang i en gade på Amager. Alle beboerne i opgangen har på den ene eller anden måde berøring med den dræbte. Et meget sjovt setup, der virker fint i en ordinær krimi, hvor en sjov handling er vigtigere end realistisk handling.

Med så mange mistænkte samt 4-5 forskellige politifolk og en journalist bliver der mange personer at hitte redde på og læse om hvad foretager sig. Så bogen stikker til tider lidt i alle retninger, mens stadig flere mennesker bliver myrdet henover en tidsperiode på ikke en gang 24 timer. Så det går stærkt. Så stærkt at der faktisk slet ikke er tid til at opklare mordene og lægge brikkerne. Det gøres i form af en politimands mundtlige fremlæggelse for beboerne i opgangen, efter at de er sluppet ud af de varetægtsfængslinger og gidselsituationer, som de har været i. Her viser det sig, at der er sket meget mere end hvad vi har læst om. Lidt spøjs måde at få præsenteret mordgåden på. Ligesom om man har læst én bog og så får refereret handlingen i en anden bog, som man også gerne ville have læst.

I starten er det meget fint. Men som fortællingen skrider frem bliver det stadig mere irriterende, at alle medvirkende konstant skal nynne, fløjte eller høre enkeltstrofer fra sange. Sikkert et fint fortælleteknisk greb til at beskrive en persons sindstilstand. Men don’t over do it. Det gør Jan Eriksen desværre her. I helt absurd grad. Hele tiden en strofe fra et eller andet.

Og så er det som forfatter vigtigt at have styr på hvem der bor ovenpå hvem, hvad ens hovedpersoner hedder og hvornår noget foregår. For det bliver noget rod, når en person har to overboer. Eller når en person først hedder Esther og på næste side hedder Ellinor. Eller når handlingen springer 24 timer frem og så 24 timer tilbage igen. I småtingsafdelingen, ja. Men irriterende og noget sjusk.

“Smuk som et nakkeskud” er en fin lille krimi, der kan give udemærket underholdning ved poolkanten eller i hængekøjen. Ikke stor litteratur. Men ganske underholdende, fart over feltet og sjove små “twists and turns”.

Jan Eriksen: Smuk som et nakkeskud. Bogkompagniet, 2014. 290 sider.