“Der findes vel ingen udgang fra tankelabyrinten, ikke før vi dør. Vi er labyrinten, vi lever i den, vi lever i os selv og kan ikke slippe fri.”

Merete Pryds Helle er en af Danmarks mest spændende forfatterstemmer. Derfor var min glæde også stor, da forlaget Lindhardt og Ringhof for nylig udgav forfatterens to gennembrudsromaner “Vandpest” (1993) og “Men jorden står til evig tid” (1996) i en samlet og tilmed meget smuk udgave. Begge værker er gribende, grumme, foruroligende, forunderlige og meget aktuelle. Man farer vild mange gange undervejs, hvor både køn, klima og kriser flettes sammen i et virtuost sindbillede på vores moderne verden.

Værket “Vandpest” er noget af det smukkeste, mest uhyggelige og mest interessante, jeg længe har læst. Langsomt, men sikkert baner den sig vej direkte ind i nervebanerne. Som anmelderen Poul Borum skrev allerede da værket udkom i 1993: “hun skriver så intenst, at man læser med den yderste opmærksomhed, med læserevnerne på stilke.”

Hovedhistorien i “Vandpest” er en eventyrlig ballonfærd, som romanens hovedpersoner, Malcolm og Beatrice foretager. De er totale modsætninger. Beatrice er ekstremt introvert, hun læser meget og vil helst være sig selv. Malcolm er derimod udadvendt, fascinerende, forvoven og eventyrlysten. Men han har også en videnskabelig tilgang til verden. De menneskelige kontraster og arketyper er trukket skarpt, men meget indsigtsfuldt op.

Malcolms åbenhed fører parret ud på en forunderlig og eventyrlig ballonfærd, der fører dem til en uforudsigelig og muterende verden. På surrealistisk vis forvandler landskabet sig hele tiden, og der findes ingen stabilitet. Her møder de to rejsende for alvor menneskets og verdens allermørkeste sider: vold, misbrug, mord, kriminalitet og døden. Opgøret mellem naturen og mennesket står samtidig klart. Beatrices far drukner – han tages af havet. Malcolm derimod tisser på verden fra gondolen. Naturen vrider sig under menneskets indgriben.

Det er en genistreg, at forlaget har udgivet de to bøger samlet, fordi deres persongallerier og temaer overlapper. I “Men jorden står til evig tid” begraves Malcolm, fordi havet også har taget ham. Beatrice skal altså stå igennem to tragiske dødsfald – og således tematiseres sorgen, sammen med det forsvar, vi er udrustet med, når vi rammes af store kriser.

Som i “Vandpest” spiller naturen og biodiversiteten også en central rolle i “Men jorden står til evig tid”. Insektlivet fylder meget, og Beatrice dyrker bier. Udover de interessante karakterskildringer gør Merete Pryds Helles inddragelse af det kosmiske begge bøger meget læsværdige – undervejs brydes handlingen for eksempel finurligt og fint af afsnit om engle. Interessant er det også, at det ikke er menneskets sociale forhold eller klasseforhold, der fokuseres på. Mennesket er placeret i et større kosmisk perspektiv. I et foranderligt landskab, der ikke er til at stole på, mødes mennesket af en uhyggelig ustabilitet og en konstant forandring, som det langt hen ad vejen selv er skyld i. Helt forud for sin tid tematiserer Pryds Helle opgøret mellem menneske og natur – som Malcolm så symbolsk pisser på.

Så hvis man har mod på, at bevæge sig ind i livets labyrint med alt hvad det indebærer af mørke og mystiske møder, så bør man omgående træde ind i disse værkers forrygende forunderlighed. Man bliver skræmmende klogere og læseevnen udfordres til det alleryderste. Hold nu op, hvor er det godt!

Merete Pryds Helle: Vandpest & Men jorden står til evig tid, Lindhardt og Ringhof, 416 sider, 29. juni 2020.