Alafair Burke: Måske uskyldig
Lad mig lige starte med titlen. For du kan givetvis heller ikke komme i tanke om en mere intetsigende titel på en krimi, vel? Originaltitlen er “The Ex” – jeg ved ikke, om det er meget bedre, men hvordan man er kommet frem til “Måske uskyldig” som den bedste titel på denne bog, ved jeg ikke. Men lad dig ikke narre. Det er en hæderlig krimi. Jeg havde lyst til at læse den, da jeg synes godt om forfatterens anden krimi Bag facaden (men der er tydeligvis behov for noget arbejde med de titler) og Måske uskyldig skuffer ikke.
Olivia er forsvarsadvokat, en dygtig en af slagsen, og da hendes eksforlovede, som hun forlod under grimme omstændigheder, er i fedtefaddet, føler hun, at hun skylder ham at hjælpe. Han er mistænkt for tredobbelt drab, og hun er sikker på hans uskyld. Lige indtil hun ikke er sikker længere.
I jagten på et forsvar tages vi som læser med på et spændende og detaljeret efterforskningsarbejde, og selvom der er mange detaljer at holde styr på, er det nemt at følge med. Forfatteren har indskrevet en lidt ubehjælpsom assistent på advokatkontoret, som skal have tingene forklaret, og dermed bliver læseren taget i hånden undervejs.
Jeg var godt underholdt, skrivestilen indbyder til at læse videre og der er et passende tempo hele vejen. Og det er godt fundet på. Plottet er gennemtænkt og overraskende.
Jeg er ikke sikker på, at den er noget for hardcore krimifans. Til det er den måske lidt letbenet.
Men den er oplagt til dig, der elsker en god retssalskrimi med masser af detaljeret efterforskningsarbejde og juridiske puslespil, og det er absolut god sommerferielæsning.
Læs også vores anmeldelse af Bag facaden af samme forfatter.
Alafair Burke, Måske uskyldig, Gads forlag, juni 2020, oversat af Brian Christensen, 298 sider.