// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jeanine Cummins: Jordens salt
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jeanine Cummins: Jordens salt

Skrevet af den 20. august 2020 – 07:03Ingen kommentarer

Jordens salt er den bedste bog, jeg har læst i hele 2020, og jeg aner ærlig talt ikke, hvordan jeg skal få taget fat på en ny bog. Det er en historie, der har taget plads dybt i mig, og den er meget svær at slippe. Den er skræmmende aktuel, helt og aldeles hjerteskærende og samtidig en gigantisk øjenåbner for de uhyrligheder, vi ved finder sted, da vi jævnligt hører om dem i nyhederne, men som nu er menneskeliggjort med karakteren Lydia i denne roman.

I Acapulco bor Lydia sammen med sin mand Sebastian og sin søn Luca. Sebastian er journalist og arbejder på en historie, der skal afdække lederen af ​et nyt narkotikakartel, der har efterladt byen raseret og borgerne fulde af frygt. Det er et livsensfarligt job at være journalist i Acapulco, og den integritet og retfærdighedssøgen, der tiltrak Lydia, da hun først mødte Sebastian, skræmmer hende nu, hvor de har et barn sammen.

Lydia forsøger at leve sit liv så normalt som muligt. Hun ejer en lille boghandel i centrum af Acapulco, hvor hun næsten hver dag får besøg af sin foretrukne kunde, den charmerende og vellæste Javier.

Pludselig går det op for Lydia, at det er Javier, Sebastian er ved at skrive en historie om, og da artiklen offentliggøres, bliver Lydias værste mareridt og mørkeste frygt en realitet.

Ved en familiefest bliver hele Lydias familie nedslagtet af bødler fra Javiers narkokartel. Kun Lydia og hendes otte år gamle søn, Luca, overlever, da han skulle på toilettet og havde brug for sin mors hjælp lige da det skete.

Og der er ingen retfærdighed eller beskyttelse at hente for Lydia og Luca. Politiet gør intet, da langt de fleste af dem er på kartellets lønningsliste, og Lydia ser ingen anden udvej end at flygte fra Acapulco. Flygte mod ’El Norte’. I bogen følger vi Lydia og Luca på deres frygtindgydende rejse.

Romanen er stærkt politisk, og forfatteren fortæller, at hendes hensigt med bogen er at fortælle omverdenen, at de mennesker, der flygter til USA’s sydlige grænse ikke er en ansigtsløs, brun masse, men individer med unikke historier og unikke grunde til at flygte. Jordens salt er hendes forsøg på at ære de hundredetusinder af historier, vi aldrig får at høre ved at fortælle historien om én.

Historien er givetvis lidt entydig, og bogens hovedpersoner Lydia og Javier er næppe repræsentative for den gængse immigrant eller narkokartelchef i Mexico, men der flettes flere nuancer ind undervejs i form af de bipersoner, Lydia og Luca møder på deres vej, lige som hun vælger kort at flette en sidehistorie ind om Lydia selv og hendes opmærksomhed på immigrantsituationen inden sin tragedie, der var meget fraværende og uvidende.

Da bogen udkom i USA delte den vandene. Der var dem, der mente, at dette var den næste ”Great American Novel”, der ville inspirere til en dybere debat om vold, indvandring og amerikansk nativisme. Og så var der dem, der mente, at det var at slå plat på immigranterne og deres håbløse livssituationer at skrive en historie baseret på karakterer, som ingen immigranter vil kunne forholde sig til eller spejle sig i.

Jeg vil anbefale alle at læse denne her bog. Uanset ovenstående bliver det ikke mere gribende, skræmmende eller aktuelt.

Jeanine Cummins, Jordens salt, Strawberry/Alpha, 20. august 2020, oversat af Karsten Nielsen, 478 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.