Digtsamlingen “Stabilgrus” giver et utilsløret blik bag den facade, vi kalder livet og dagligdagen. Det forstillede liv sættes under lup i denne fine digtsamling, der sender tankerne i retning af Vita Andersen og Tove Ditlevsen. Det er både gribende og forfriskende.

I Linda Karen Prahl J.s verden må man gerne have mistet overblikket, være træt, være udannet og have rod i køkkenet. Man må gerne komme fra en opvækst med trange kår. Man må gerne føle sig magtesløs og utilpasset. Man må gerne være arbejdsløs. Man må gerne have overset, at bøgen netop er sprunget ud. Man må gerne have lyst til at gemme sig helt væk.

Ja, faktisk må man gerne være alt det, som går stik imod den normative opfattelse af “perfekt” og “overskud”. Alt det som skurrer fælt imod damebladenes glitrende verden. Alt det man skammer sig over – og skammer sig over ikke at være – demonstreres uden nogen form for filter i denne fortælling om det vidunderligt uperfekte menneske.

Forfatteren tager udgangspunk i en række helt almindelige, dagligdags situationer såsom indkøb, sygedage, børnepasning og så videre. Alle er det situationer, som læseren kan genkende sig selv i og spejle sig i. Men i stedet for at kaste et glansbillede tilbage viser spejlet mennesket bag facaden. Mennesket, der er udkørt, træt og belastet. Mennesket med sprækker i den teflonbelagte overflade, som det for eksempel er tilfældet i digtet “Svækket teflon”:

“Hun kryber lydløs langs normerne, for ikke at vække nogen, hoster uden lyd i venteværelset, og trækker huen ned foran øjnene i Nettoer. Hun gemmer sig langt inde i ostens klokke. Og hun ved det godt, hun er så skide bange, for det hele, (…) for at, alle skal opdage, at den teflonbelagte overflade er svækket igen, at det hele, faktisk, er, sort.”

Knækprosaen iblandet enkelte fine metaforer, er en perfekt form til at understøtte bogens indhold. Genren er karakteriseret ved, at det ligner almindelig tekst, men når det læses, kan man både høre og se de særlige sætninger og virkemidler, der bruges i digte. Ordvalget er dagligdags. Det understøtter værkets dagligdags betragtninger, der hele tiden brydes op af flænger i forstillelsen.

“På sin sygedag ligger hun bevidstløs hen (…) Når hun dage senere åbner computeren, søvndrukken i smerter uden diagnoser, sladrer netpsykateren.dk og, seksten andre vinduer, om kap, med hendes samvittighed, og hun lukker femten browsere, googler sig til selvværd og opskriften på græskarsuppe, men alle ingredienserne mangler.”

Nogle af teksterne er stærkere end andre. Men de fleste ramte mig lige på selvværdet (eller mangel på samme). Og – desværre? – genkendte jeg langt hen ad vejen mig selv bag facaden. Så hvis du har lyst til at se dig selv i øjnene i det splintrede spejl, så læs “Stabilgrus.” Men pas på – stabilgrus er ikke altid nok til at bære en fundament.

Linda Karen Prahl J.: Stabilgrus, Brændpunkt, 162 sider, udgivet 11. juni 2020.