// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lee Child: Uden varsel
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding, Thriller

Lee Child: Uden varsel

Skrevet af den 26. august 2020 – 07:03Ingen kommentarer

Lee Childs nyeste bog i Jack Reacher-serien er perfekt sommerlæsning. Med Reacher ved man nemlig, hvad man får: stærkt komponeret plot, vittig dialog, hårdtslående action og lidt romantik. Reacher roder sig igen helt tilfældigt ud i problemer grundet sin skarpe observationsevne og ubændige trang til at hjælpe de svage.

Reacher sidder endnu engang i en bus på vej mod et udefineret sted, da han opdager en ældre mand med en konvolut fuld af penge stikkende op af lommen. Desværre har en ung mand også set konvolutten, og det er ikke svært at regne ud, at han vil forsøge at bestjæle den ældre mand, når han står af bussen. Så da bussen stopper i en større by, følger Reacher efter de to mænd og afværger røveriet.

Den gamle mand, Aaron, er ikke meget for at fortælle Reacher, hvorfor han render rundt med så mange penge på sig, og han afslår på det bestemteste at modtage hjælp. Desværre har han ikke noget valg, da han kom til skade under røveriforsøget, så Reacher tager ham under armen og sætter kursen mod den bar, hvor Aaron skal mødes med en pengeopkræver.

Det er startskuddet på en fantastisk fortælling, som jeg på ingen måde kunne have forudset forløbet af på forhånd. Reacher bliver rodet ind i en krig mellem to rivaliserende kriminelle bander – ukrainerne og albanerne – der har delt byen mellem sig og opretholder deres forretninger på hver sin side af skillelinjen.

Da Reacher “kommer til” at slå to af ukrainerne ihjel, tror deres leder først, at det er albanerne, der har slået dem ihjel. De tager derfor hævn ved at dræbe to af albanerne, og så ruller lavinen derfra, indtil det går op for alle, at der er en ny fjende i byen. Så nu må Reacher ud over at hjælpe Aaron med hans problemer desuden kæmpe mod hele to forbrydersyndikater, som har øjne og ører overalt i byen.

Jeg var virkelig godt underholdt gennem hele denne bog. Den var mere humoristisk end de seneste par bøger, og det var næsten som at se en film, hvor den ultimative actionhelt udfører utrolige stunts og narrer de dumme forbrydere. Stilen er let og legende, og selvom det i virkeligheden nok er et temmelig urealistisk scenarie, så får Lee Child det til at fremstå troværdigt. Man bliver bare aldrig træt af Jack Reacher!

Lee Child, Uden varsel, Forlaget Jentas, 391 sider, oversat af Jakob Levinsen, april 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.