// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Steve Cavanagh: Nævningen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding, Thriller

Steve Cavanagh: Nævningen

Skrevet af den 29. juni 2020 – 06:05Ingen kommentarer

Eddie Flynn er tilbage, og denne gang er han oppe mod en snedig seriemorder. På forsiden af bogen afsløres det, at “seriemorderen er ikke under anklage, han sidder i juryen”, så jeg var lidt skeptisk for, om for meget af bogens præmis var afsløret på forhånd, men lad mig bare sige, at Cavanagh igen-igen tog fusen på mig. Plottet er eminent godt skruet sammen, så siderne endnu engang vendte sig selv, og bogen var læst på meget kort tid.

Eddie kæmper for at vinde sin kone og datter tilbage, men så længe han har det farlige job, han har, er konen ikke interesseret. Så da Eddie bliver kontaktet af stjerneforsvarsadvokaten Rudy Carp og bedt om at hjælpe med forsvaret af den unge skuespillerkomet Robert Solomon, der er anklaget for brutalt at have myrdet sin kone og sin manager, øjner han en mulighed for efterfølgende at få et helt almindeligt fastlønnet job i Carps advokatfirma. Han accepterer derfor tilbuddet, men allerede fra start går sagen skævt.

Kort inde i retssagen dropper Rudy Carp nemlig sin klient, og nu står Eddie alene med forsvaret i “århundredets største retssag” på Manhattan. Og han står over for en skånselsløs anklager, som aldrig har tabt en sag. Men hvad værre er, er Robert Solomon ikke den eneste skuespiller i retssalen. I juryen sidder nemlig en seriemorder, som har set frem til dette – ja, faktisk har han planlagt det i årevis, og han har ikke i sinde at lade nogen komme i vejen for hans store øjeblik. Så da Eddie og hans venner kommer på sporet af sandheden, er de alle pludselig i fare.

Nævningen er fjerde bog i Eddie Flynn-serien, og endnu engang må jeg bare tage hatten af for Steve Cavanagh. Eddie Flynn er virkelig en original og spændende karakter, der overrasker gang på gang, og plottet sidder altid lige i skabet. Handlingen er hæsblæsende ud over alle grænser, og kombinationen af Eddies svindlerbaggrund og advokatuddannelse sammen med hans mange kontakter i både underverdenen og retssystemet giver altid handlingen mange uforudsete twists og overraskelser. Er du fan af John Grisham og Chris Carter, er denne bog helt oplagt til din sommerlæsning.

Du kan læse vores anmeldelser af Steve Cavanaghs andre bøger her.

Steve Cavanagh, Nævningen, Forlaget Jentas, 414 sider, oversat af Henriette Rostrup, april 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.