For otte år siden var jeg til bryllup hos min fætter og sad over for Morten Remar. Sangskriveren fra duoen Back to Back, der blandt andet havde hittet ”Jonathan” fortalte mig, at han var ved at arbejde på en bog, og at han ville forsøge sig som forfatter. I 2016 udkom han så med romanen ”Amok” og siden ”Detonator” og ”Den sporløse”, hvoraf de to sidste begge havde politikommissær Morten Rømer som hovedperson.

Nu træder vi ind i en ny verden, hvor hovedpersonen, Jakob Fink, er arbejdsløs journalist. Eftersom bogen med titlen ”Skyggemord” har fået tillægstitlen ”Fink 1”, indikerer det, at vi kan vente os flere Fink-eventyr. Det indikerer så også, at Fink kommer igennem de voldsomme handlinger i ”Skyggemord”, hvilket er lidt af en spoiler, men det må vi finde os i. Det er vilkårene.

Remar har skruet en rigtig fin handling sammen. Som tidligere freelance-journalist kan jeg nikke genkendende til mange af de døre, hans figur, Jakob, løber panden imod, og det giver handlingen ekstra troværdighed.

Jakob får en freelance-opgave, hvor han skal dække åbningen af et nyt flygtningecenter i Helsingør. Her møder han den smukke Røde Kors-medarbejder, Sheila, som han bliver godt og grundigt betaget af. Han møder også den syriske flygtning, Delavan, som han lover at besøge dagen efter med en fodbold, så den unge mand og hans venner kan brænde noget af deres opsparede krudt af i centret.

Men samme aften forsvinder Delavan sammen med to andre gæster i centret. Jakob indser hurtigt, at hverken centret, myndighederne eller pressen er specielt interesserede i at undersøge, hvad der er sket. Så han begynder sin egen amatørefterforskning og får åbnet for en historie, han selv ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig.

Handlingen er både vedkommende og godt skruet sammen. Sproget er flydende, og jeg har hele tiden lyst til lige at læse lidt mere. Det er som regel en god indikator for mig. Jeg kan så absolut kun anbefale denne bog, og jeg vil faktisk glæde mig til den næste bog i serien om Jakob Fink.

Skal jeg finde noget, som jeg kan sætte fingeren på, er det måske Remars alvidende fortæller. Jeg har det generelt svært med alvidende fortællere, og derfor er der en automatisk alarm, der går i gang hos mig, når jeg ser, at det er den skrivestil, der bliver brugt. Men som Remar har skruet handlingen sammen, så er det svært ikke at kaste sig i armene på den djævel. Selvom skrivestilen virker lidt distancerende for mig, fordi jeg hele tiden skal sætte mig ind i, hvordan forskellige mennesker tænker og føler, så giver handlingen ikke så mange alternativer til det valg. Og helt ærligt, værre er det jo heller ikke.

Skriv mere, Morten. Jeg er klar.

Morten Remar: ”Skyggemord – Fink 1”, People’s Press, 299 sider, udkom 1. juni 2020.