“Uanset hvordan man stillede sig i sagen om kapitalisme versus ytringsfrihed, og kriminelle versus ofres rettigheder, var det et faktum at erhvervsbeskæftigelsen som “serial killer” først for alvor begyndte når man blev anholdt. I fængslet blev serial killers til malere og brevskrivere og sælgere af hvad som helst til folk, der fandt dem “fascinerende”.

Et essay er en slags fri tekst om et emne eller et tema, som forfatteren reflekterer over. Selve ordet essay betyder at “afprøve” eller “forsøge”. Genren kan være svær at gå til, fordi den ofte blander noget helt konkret med minder og refleksioner samtidig med, at der foregår noget både på det abstrakte og det konkrete plan. En konkret tanke, en sansning eller en erfaring hos forfatteren.

I essaysamlingen “Huset uden ende” reflekterer forfatteren Mathilde Walter Clark over en række aktuelle emner, der oftest tager udgangspunkt i hendes sammensatte dansk-amerikanske ophav. Vi bliver blandt andet taget med på en rejse i seriemorderlandet USA, og i de indre og ydre verdener, som Clark rejser rundt i, Indien, Nepal, Texas og Danmark. Hun prøver at forstå det sted, hun kommer fra og reflekterer blandt andet over tilhørs- og kulturforhold. Og mangel på samme. Om at miste og prøve at finde sproget. Om at læse Blixen og Pontoppidan og om at plages af Kirkegaards spøgelse.

I bogens titelessay “Huset uden ende” rejser Mathilde Walter Clark tilbage til det hus, som hun tilbragte flere somre i hos sin amerikanske far og hans familie i St. Louis. Et mærkeligt og næsten uendeligt hus, som bliver symbol for både erindringens kringelkroge, men også for ondskabens vildveje. Det viser sig nemlig, at en mor og en datter er blevet blevet banket til døde med en hammer i nabohuset. Walter Clark har leget med pigen, Tiffany, som barn, men kan ikke huske den frygtelige begivenhed. Det er afsættet til et essay, der med indgående research undersøger hændelsen i huset, og folder historien om en uhyggelig seriemorder ud. Det fører til en bidende kritik af seriemordere som industri, som for mig var en chokerende øjenåbner.

“Og det var ikke småpenge, lige nu kan man købe Charles Mansons “fængselsgebis” (plus medfølgende ærlighedcertifikat) for 50.000 dollars.”

Det er syret, det er skarpt, det er spidende. Og så er det hamrende begavet og dybt interessant læsning. Genialt blandes de personlige oplevelser med kulturkritikken og litteraturen. Det endeløse hus står mesterligt som symbolet på den verden, og den bevidsthed, hvor der altid er nye rum at gå ind i. Nogle af dem kulsorte og uhyggelige andre mere lyse og lettilgængelige. Fuldstændig som vores bevidsthed, som altid viser sig at være større, end vi forestiller os.

Mathilde Walter Clark: Huset uden ende, Politikens Forlag, 288 sider, udkom 25. marts 2020.