Jeg elskede Hunger Games-serien, både bøgerne og filmen. Så det var med en god portion forsigtighed, jeg åbnede Suzanne Collins nye prequel, En fortælling om sangfugle og slanger. For på den ene side vil jeg gerne tilbage til Panem-universet, og på den anden side var jeg bekymret for, om den kunne stå distancen over for den oprindelige series originalitet og medrivende spænding.

542 sider senere – læst i hæsblæsende tempo – er jeg klar til at fælde dom: En fortælling om sangfugle og slanger er absolut læsværdig, og såvel unge som gamle Hunger Games fans bør ikke tøve. Nej, den er måske ikke 100 % på niveau med den originale trilogi, for den mangler en smule af den originale charme –ikke mindst fordi Snow-karakteret er væsentlig mere usympatisk end Katniss – men det gør altså ikke så meget. Den originale serie er så god, at et niveau på 90 % stadig er en god bog.

I En fortælling om sangfugle og slanger er vi 64 år før den første Hunger Games. Den senere præsident (og skurk) Coriolanus Snow er kun 18 år gammel og vokser op i hovedstaden Capitol, der stadig er præget af krigen mod oprørerne i distrikterne, der blev afsluttet 10 år tidligere. Snow-familien var en af de gamle, velhavende og indflydelsesrige familier i Capitol, men krigen har ruineret dem.

Snow kæmper for at få et legat til Akademiet, og er blevet udtaget til at være mentor for en af sonerne i Dødsspillet. Dødsspillet har eksisteret i 10 år, og ligesom i Hunger Games skal distrikterne hvert år sende en dreng og en pige, der skal kæmpe mod de øvrige til kun én overlevende står tilbage. Det er en del af straffen for den tabte krig, men desværre har befolkningen mistet interessen for Dødsspillet – også vinderne i Capitol, der ellers skulle se på og fryde sig.

Mentorrollen er en anledning til at vække opmærksomhed blandt indflydelsesrige mennesker, og derigennem øge sandsynligheden for at få det eftertragtede legat som er Snows eneste mulighed for at komme ud af fattigdommen. Snow har ingen indvendinger mod Dødsspillet, og ser det som sin store chance – ikke mindst da han bliver tildelt en meget interessant (men chanceløs) soner-pige fra distrikt 12. Desværre for Snow er pige interessant på mere end én måde, og Snow bliver fanget i et spil i spillet… For hvor langt vil han gå for at vinde sit legat, kan en modernisering af Dødsspillet blive hans vej frem i verden – og hvad stiller han op med de uventede følelser, pigen vækker i ham?

Collins har formået at føje et interessant kapitel til historien om Panem og dødsspillet, og Snow bygges op som en ung mand, der gerne vil gøre det rigtige men som også er drevet af ambition og overlevelsesinstinkt – en ambition, der vil lede ham helt til tops, for som familien siger ”sne lander altid øverst”.

Som skrevet i begyndelsen af denne anmeldelse har jeg både læst Hunger Games bøgerne og i øvrigt set filmene, og har derfor hele historien på plads. Jeg er derfor ikke den rette til at afgøre, om man kan starte med En fortælling om sangfugle og slanger, eller om det fulde udbytte af historien kræver at man har læst Hunger Games. Jeg hælder nok til, at nye læsere bør starte med historien om Katniss, og så læse denne prequel bagefter.

Suzanne Collins: En fortælling om sangfugle og slanger. 542 sider, Gyldendal Iversat af Sara Ejersbo, udkom 19. maj 2020