Indhold og handling kan sammenfattes meget kort i denne lille kompakte bog om en mand, der tilbringer sommermånederne i Rom. Han skal væk, ryste nutiden af sig, være alene og slippe af med ’den knipsende lyd i øret: gør dét, vis dét, vær med’. Man fornemmer, at det er en flugt fra noget hektisk og overfladisk, og nu skal der sanses og iagttages i Italiens sensuelle hovedstad.

Men der er også noget mere fysisk som presser på. En stikken i hjertet, en rytme der er ude af takt. Så måske er turen til Rom også en slags begyndende afsked med livet, og måske er det grunden til bogens vigtigste tema – historien gentager sig og nutiden kunne aldrig være nutid uden fortiden. Eller som der står på en gravsten på kirkegården Acatttolica: Her, hvor alt slutter, og alt begynder.

Bogen er pakket med paralleller mellem fortid og nutid. Ved indgangen til Corsoen, en af Roms store shoppingområder, står soldater på vagt, og ’i grunden er de blot efterkommere af de gamle portvagter’. Et maleri af den fascistiske diktator Mussolini på hest i bar overkrop, bringer Putin frem i vores jeg-fortællers bevidsthed.
Strauss er en fin iagttager, såvel af mange små detaljer og optrin på byens klassiske steder som Piazza Navona, Den Spanske Trappe og Colosseum. Men bestemt også når han gæster en flygtningelejr i byens mere rå og upolerede udkant eller når han går til vilde fester med springende champagnepropper under en stjernestrøet himmel. Kærlighed skal der naturligvis også være, og fortælleren får da også følgeskab af en mystisk skønhed.

Har bogen en morale? Om ikke andet så rummer den i hvert fald en klar anbefaling om, at Rom er værd at besøge, hvis man trænger til et trække stikket for en periode. Som Strauss’ fortæller siger ved hjemrejsen: ”Begivenhederne kan igen vælte ind over mig. Fødselsdage afskrækker mig ikke mere. Med Rom i bevidstheden kan det kun gå godt”.

Simon Strauss: Romerske dage. Turbine, 164 sider. Oversat af Maj Westerfeld. Juni 2020