Hvis du nu sidder og tænker, at du med denne bog kunne have fundet den ideelle Fars- Dagsgave, så kan du være heldig. ”Bogen til far” giver dig nemlig en lang række historier, der alle skal give dig tryghed i din rolle som far – især til dem, der måtte føle sig lidt usikre.

Og vi lever i en tid, hvor der generelt er usikkerhed om de roller, vi spiller over for hinanden i samfundet. Hvordan skal vi forholde os som fædre over for børn, der i dag lever i en verden, hvor indtrykkene vælter ind over dem, og hvor du – faren – blot er én af dem?

Køber du ind på præmissen om, at udviklingen i samfundet aldrig er gået stærkere end nu, og at børn i dag skal kunne fungere i tre cirkler: velfærdssamfundet, familierelationer og den digitale verden, ja, så finder du nok masser af sandheder i bogen her.

Personligt mener jeg, at opfindelser og nye ting at forholde sig til nok aldrig er kommet med større hastighed end i dag, men udvikling? Nej, det er der ikke meget af. Det er faktisk næsten gået helt i stå. Vi sidder i dag på de samme platforme på de samme computere og tænker de samme tanker og opfinder de samme regler, fordomme, forskrifter og tendenser, som alle derefter kæmper desperat for at følge og lægge sig opad. Ellers ’falder du ved siden af’. Ellers er du ’asocial’. Reel udvikling kommer først, når du rejser til nye områder og finder nye mennesker, der tænker i helt nye baner. Jo, som ung skal du lære at begå dig på det seneste sociale medie, og det kan såmænd være vanskeligt nok. Men der er ikke meget udvikling i det, vel?

Og så er der cirklerne. Familierelationer er gældende for de fleste – også dem, for hvem det ikke er helt relevant med en rigtig familie. Samme relationer kan nemlig gælde for nære venner og cirkler af nære bekendte.

Velfærdssamfundet er den cirkel, der er brugt her i bogen som en slags grundsten, der dukker op igen og igen, og som fortæller os, at i dag er en meget stor del af opdragelsen overdraget til samfundet. Mogens Lykketoft sagde en gang noget lignende i en tale, men han var – ikke overraskende – endnu mere rabiat og sagde, at vi helt skulle overlade opdragelsen af vores børn til samfundet. Også her i bogen ligger der en underlæggende forventning om, at vi skal acceptere den præmis, at samfundet har hovedopgaven med at opdrage vores børn. For dem, der ikke køber ind på denne præmis, skal samfundet vejlede og hjælpe mennesker med at nå deres mål, og ellers skal de komme af vejen, så de ikke bremser os. Det er absolut ikke den filosofi, der bliver arbejdet med her.

Og så er der den digitale cirkel, hvor der ligger en del sandhed. Folk – og især unge mennesker – taler bare til hinanden på andre måder på de sociale medier. Og eftersom det er platforme, hvor de voksne meget sjældent kommer med i tide (altså før du unge så smutter videre til den næste), så er voksnes indflydelse her meget begrænset. Mange voksne voksede op i en tid, hvor vi skulle forholde os til højst fem mennesker. Gennem den digitale verden skal unge mennesker ikke alene finde deres drømme; de skal spejle sig i andre unge, der udlever dem. Og hver dag møder de årsager til, at de selv er for dumme, for grimme og for ligegyldige – mens de selv følger et hav af mennesker, der som såkaldte influencers giver dem så lavt et bundniveau, de kan spejle sig i, at mange ser det som et reelt håb. Og imens står du som forælder og bare ryster på hovedet.

Bogen rammer helt rigtigt, når den giver stemmer til en masse oplevelser fra forskellige mennesker, der har oplevet rollen som far på en intens måde – på godt og ondt. Det er gode historier. Selvom de af naturlige årsager er meget subjektive, så er der sikkert mange, der kan nikke genkendende til nogle af de situationer, der bliver beskrevet. Har du som læser ikke selv oplevet det, så kender du sikkert en, der har.

Bogen handler i stor grad om ligestilling, og hvem vil dog ikke skrive under på, at det er en god ting. Der ligger masser af gode studier bag flere ganske indlysende konklusioner, og der er ingen som helst tvivl om, at bogen har en plads på bibliotekshylden.

Med mellemrum adresserer Allentoft også den rigtige manderolle, som i dag næsten er forsvundet. Nogle vil nok sige, at den bare har ændret sig. Hvis hovedbudskabet i bogen er, at du som far skal engagere dig dybt i dine børns opdragelse, så er det et budskab, der har min fulde støtte. Men at afgive en del af opdragelsen til samfundet er virkelig et farligt signal at sende, og det klinger historisk af alt muligt meget uhyggeligt op gennem tiderne. Personligt er det virkelig ikke småting, vi har skullet aflære vores børn, når de er kommet hjem fra børnehave eller skole med en eller anden ny fiks idé. Giver det ikke mening for dig som far eller for jeg som familie, så slå det ihjel med det samme. Og lær fremfor alt dine børn at tænke selv. Det var for egen regning og absolut ikke et budskab, du finder i bogen. Når du til gengæld kan læse min personlige mening om dette emne, så er det for, at du bedre kan danne din egen mening om denne anmeldelse – fordi du ved, hvor anmelderen står.

Og husk så i øvrigt, at har din pige lyst til at være pige, og har din dreng lyst til at være dreng, så fornærmer er du dem ikke ved at støtte dem i det. Også selvom ’samfundet’ sikkert er af en anden opfattelse.

Bogen er desværre stærkest i det, som for mig virker som indlysende tanker og idéer. Der er skrevet meget om at være nærværende, og det er et rigtig vigtigt budskab. Det er nok også et af de budskaber, alle kan nikke med på, men som kun meget få reelt præsterer. Og så elsker jeg det, jeg ser som bogens lidt hemmelige mantra: Det er skønt at være far. Der er ikke noget af det her, der er revolutionerende eller nyt. Det er snarere sørgeligt, at det er nødvendigt at skrive det.

For ja, det er skønt at være far. Bare husk at være det – hele vejen igennem.

Nick Allentoft m.fl.: ”Bogen til far”, Forlaget Samfundssind, 258 sider, udkom 20. maj 2020.