// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Henrik Fafner: Halutzim Kontrasternes Israel
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, International Politik

Hans Henrik Fafner: Halutzim Kontrasternes Israel

Skrevet af den 2. juni 2020 – 05:15Ingen kommentarer

Israel, Palæstina, Gaza, Vestbredden. Det er forvirrende at finde rede i, men mange er nok ikke i tvivl om, at vi er i et af verdens brændpunkter. Hans Henrik Fafner forklarer meget fint og pædagogisk, hvad der ligger til grund for den mange konflikter i området. Da Osmannerriget gik i opløsning efter 1. Verdenskrig trak England og Frankrig de nye grænser og grundlagde Syrien, Libanon, Irak og Jordan.

Tibage var den lille stribe land mellem Jordanfloden og Middelhavet, Palæstina, og i 1917 lovede englænderne, at jøderne kunne skabe sig et hjemland her. Jøder fra Europa og Rusland begyndte at bosætte sig, og frem mod udbruddet af 2. verdenskrig blev tilstrømning større i takt med, at forfølgelsen af jøderne intensiveredes. Med sig havde jøderne zionismen, hvor tanken om en israelsk stat er helt central. I 1948 trak englænderne sig ud af Palæstina, og staten Israel blev oprettet. Spændingerne mellem de arabiske beboere i Palæstina og jøderne i Israel brød hurtigt ud i lys lue og samme år som Israel blev grundlagt udbrød der krig. Den vandt Israel, og op mod 700.000 palæstinensere flygtede fra deres hjem i områder som blev israelske.

Det blev den første af en række krige mellem Israel og araberne, og i dag er området fortsat en heksekedel. Det fortæller Fafner meget engageret om. Han har boet i og skrevet om Israel og Palæstina i en årrække, og i bogen trækker han på sit store netværk. Det er israelske bosættere, ortodokse rabbinere, politikere og frisindede bz’ere i Tel Aviv, som fortæller deres historier om Israel og de mange dilemmaer og konflikter, som har udspillet sig i det lille landområde i så mange år.

Man føler sig godt oplyst gennem interviewene med de 17 ’halutzim’, det vil sige pionerer. Læseren får et indblik i det rationale, der gør, at Israel gradvist udvider sit territorie, blandt via en lang række kontroversielle bosættelser ind i palæstinensiske områder.

Pionerer er et positivt ladet ord, og det siger lidt om den slagside, som bogen har. Forfatteren kunne nemt havde fundet både israelere og naturligvis arabere, der kunne fortælle om, hvordan Israel har ageret som besættelsesmagt med ’pionerer’ der har sat sig ud over lovgivning og konventioner og tilranet sig land. Blandt andet med det resultat, at millioner af mennesker lever som sild i en tønde på et område, der er på størrelse med Lolland-Falster. Dette bliver nævnt i bogen, men langt flertallet af de interviewede repræsenterer dem, der har kæmpet for at giver Israel et endnu større område. Det kunne have været interessant også at høre nogle af de fortrængtes stemmer.

Hans Henrik Fafner: Halutzim, kontrasternes Israel. Turbine, 238 sider. Juni 2020