“Hvis tilværelsen var en musical, ville Kalinka lige netop i dette øjeblik danse på sit slumstudios vægge og lofter, vægtløs som Fred Astair med et smil.”

“Crash Kalinka” af den islandske debutant Sigríður Larsen får gang på gang læseren til at trække på smilebåndet. Den emmer af knivskarp humor og en sjældent set ordekvilibrisme. Den fortæller historien om den unge kvinde Kalinka, der er stewardesse og lever livet hårdt på alle måder. Hendes islandske slægtshistorie fortælles sideløbende med historien om det crash, som Kalinka selv bevæger sig hen imod.

Bogen er bygget op som en roman, men har mange lyriske træk. Men mest af alt minder den om en musical. Fuld af dramatik, sceneskift, lys, fest og farver.

Lige fra hun bliver født er Kalinkas største drøm at blive stewardesse. Og det bliver hun på trods af, at hun er to centimeter for lav. Hendes hud er dårlig, hendes negle ligeså dårlige. De er simpelthen groomet i opløsning. Den “perfekte” kvindekrop er et uopnåeligt ideal, som man går i stykker af at efterleve. Det er bogens hovedperson et skræmmende eksempel på. Ud over det krakelerede ydre, er hun også præget af en ødelæggende indre tumult, som var hun på syre.

“Pas (tjeck), højde (måske), garderobe (delvist), hud (pil nedad), negle (aaargh), hår (pff). Kalinkas indre: Cirkus Benneweiz på syre.”

Bogen starter lovende, og man har stor lyst til at læse videre om Kalinkas liv og levned. Kultursammenstødene mellem hendes islandske rødder og den moderne teknologiske verden og den flimrende globale virkelighed medfører en stor splittelse og de mange frustrationer beskrives knivskarpt. Læseren kan næsten selv mærke det pinefulde spændfelt mellem det moderne og det oprindelige på egen krop. Og det er fremragende.

Men. For der er desværre et relativt stort men. Ligesom Kalinka går i opløsning, opløses også romanens handling, der næsten manieret springer fra scene til scene. Læseren får en fornemmelse af, at man zapper fra situation til situation, og man efterlades næsten ubehageligt forpustet og forvirret tilbage. Det er naturligvis et meget fint sindbillede på hovedpersonens egen opløsning, men desværre tager formen lidt for meget overhånd.

Den associative stil kommer ganske enkelt til at virke lidt for opkørt. For selvom romanens form underbygger og illustrerer det fragmentariske, flygtige og forfløjne liv, så bliver det så hæsblæsende og brudstykkeagtigt, at historien aldrig rigtig når at forankre sig. Bedst som der startes en epik, afbrydes den – ofte med et citat fra en musical, slang eller massevis af engelske og tyske gloser. Pointen om den flimrende, globale verden, hvor vi rives op med rødder slåes lidt for hårdt fast.

Den smukke musical “Caberet” kører hele tiden for mit indre blik – og det forstyrrer faktisk. For bogen får aldrig den samme tyngde som skæbnefortællingen om Sally Bowles. Resultatet bliver, you know, en fortælling der, well, you know, lader sin form overdøve indholdet. Og hold nu op, hver er det ærgerligt. For Sigrídur Larsen skriver hamrende godt, og har tydeligvis en fremragende fortælling på hjertet. Og jeg skal absolut læse hendes næste udgivelse.

Men hvis man har mod på en eksperimenterende form, så giv “Crash Kalinka” en chance. It makes you smile. You might like it!

Sigríður Larsen: Crasch Kalinka, Gladiator, 238 sider, udgivet 11. juni 2020.