Der er romaner, der er lige ud af landevejen. Med en begyndelse, en midte og en slutning – og slutningen binder hele historien pænt sammen, så der ikke er nogen løse ender. Sådan en roman er Fortabelsen ikke. Tværtimod. Fortabelsen binder såmænd en masse løse ender sammen, men bestemt ikke til et pænt og ordentligt spejderknob.

Fortabelsen er byens hittegodskontor. Her bliver alskens tabte og forlagte genstande indbragt. De har sjældent nogen værdi, men enhver genstand har en historie at fortælle, ofte endda flere, der væver sig ind i hinanden.

En sommerdag er der kommet en ny bunke genstande ind. Aftenen før har der været kunstfest i byens park, og alverdens mærkværdigheder har været af huse. Kunstfesten har trukket mange af huse, performancekunstnere har fremvist deres værker, malere har malet, papirklippere har klippet og mere eller mindre sære eksistenser har set på. Hver har de efterladt en lille bid af sig selv, der nu er endt på Fortabelsen.

Det har været en sælsom nat, og på Fortabelsen kan den navnløse medarbejder med fingerspidserne få genstandende til at fortælle deres historie. Anonyme hverdagsgenstande, der fortæller om små menneskelige dramaer set gennem kunstens flænger i virkeligheden. Det giver ikke mening, og så alligevel, men hullerne i historierne må vi selv fylde ud.

Fortabelsen er en lille sjælden roman. På mange måder utrolig finsk. Ikke nem at forstå, men fascinerende og charmerende.

Leena Krohn: Fortabelsen. 148 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Siri Nordborg Møller, udkommer 12. maj 2020