// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Dürrfeld: Beethoven. Den symfoniske mester
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi

Peter Dürrfeld: Beethoven. Den symfoniske mester

Skrevet af den 8. juli 2020 – 05:04Ingen kommentarer

Den store tyske komponist Ludwig van Beethoven er på alle måder værd at lytte til og læse om. Han er en af de mest nyskabende komponister, som danner inspiration for både de romantiske og moderne komponister.

Nu har musikanmelderen Peter Dürrfeldt begået en ny, fremragende biografi om Beethoven, som er en fryd at læse. Den er fuld af viden, interessante betragtninger og beskrivelser af Beethovens liv, musik og virke.

De fleste kender Beethovens symfonier, om ikke andet så indledningen til skæbnesymfonien, Symfoni nr. 5. Peter Dürrfeld har klogeligt bygget sin biografi op om disse berømte symfonier – de er så at sige bogens skelet. Det bevirker, at bogen bliver overskuelig og let tilgængelig. Dens kronologiske opbygning hjælper også med at underbygge dette. For hver symfoni, der gennemgås, behandler Dürrfeld også de vigtigste værker, som Beethoven komponerede samtidig med symfonien. Det giver en fremragende indsigt i en mesters hjerne og kunsten at komponere.

Biografien indeholder naturligvis musikalske fagudtryk, emner og ord, men den er ikke overlæsset med dem, så den almindelige læser kan sagtens få en god forståelse af Beethovens mange kompositioner. Nye lyttere kan sagtens starte her.

Bogen udgives i anledningen af 150-året for Beethovens fødsel – et jubilæum, der fejres mange steder i verden. Så det er fuldt berettiget og ditto relevant at udgive en biografi om denne store, mesterlige komponist, som har komponeret nogle af verdens smukkeste og mest spillede værker.

Værket er simpelthen et must for enhver læser, der interesserer sig for klassisk musik og Wienerklassik, som Beethoven sammen med Mozart og Haydn dannede grundstammen i. Når man har læst bogen, vil man kunne lytte til Beethovens musik med helt nye ører. Det er den rene fryd! Læs og lyt!

Peter Dürrfeld: Beethoven. Den symfoniske mester, Kristeligt Dagblads Forlag, 250 sider, udgivet 6. april 2020.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.