Åh, hvor er det en fornøjelse igen at kunne nyde Maguerite Duras’ smukke sprog og præcise beskrivelser af menneskelige relationer og forviklinger. For første gang udgives hendes stille eksistentielle drama “De små heste i Tarquinia” på dansk, i en glimrende nyoversættelse af Lone Bjelke. En roman der genialt og subtilt beskriver de priviligeredes absurde jammer over tilværelsens ulidelige lethed og meningsløsheden som fænomen.

Men emnerne til trods bliver romanen aldrig tung og ulidelig ligesom sine karakterer. Duras’ sylespidse pen, og distancerede humor gør bogen til en let sommerferieroman i mere end en forstand. På overfladen er vi ikke ude i de voldsomme relationer og problemstillinger, men følger to vennepar på en sommerferie på et kedsommeligt og alt for varmt italiensk sommerresort. De prøver at få mening i dagene, i deres noget slidte forhold og undersøger mulighederne omkring det, men stedet, den trykkende varme og manglen på underholdning gør det svært. Trekantsdramaer, tragedier og utroskab ulmer og kontrasteres af en fuldstændig absurd beskrivelse af menensker i sorg.

Det velstående franske ægtepar Sara og Jacques, døser, dasker og dvasker. De bor i en lejet villa med deres barn og barnepige. Deres lakoniske forhold til tilværelsen sættes i raffineret kontrast af det andet ægtepar fra den næste by, hvis søn er sprængt i stykker, da han passede dit job som minerydder. De nægter at rejse hjem, sidder fortvivlede med en lille kasse, hvor de har samlet de dele af sønnen, de kunne finde.

Det er symptomatisk, at Sara og Jacques har medbragt en fuldstændig uduelig barnepige til deres lille søn. Hun gider hverken at passe ham, eller lave god mad til ham. Heldigvis er han en kvik lille gut, der hurtig finder ud af, at kvinden i det andet ægtepar er en fremragende kok. Så der begynder han at lægge vejen forbi. Hjertemuslingespagetti kommer til at spille en rolle som udtryk for kærlighed og nydelse, og der er en herlig scene, hvor man oplever den lille søn, efter han har guflet en kæmpeportion i sig, og hvordan det pludselig åbner op for den af sorg forstenede mor. Da alt synes at opløse sig i håbløshed, bliver de enige om at rejse videre for at se de små heste i Tarquinia. En på mange måder absurd beslutning, der blot understreget Duras’ tema – meningsløsheden.

Bogen er fyldt med herlige beskrivelser, skrevet i et fortættet sprog, som samtidig er
forunderligt let og luftigt. En bog der havde været ideel til coronatidens mest klaustrofobiske uger.

Selvom “De små heste i Tarquinia” brilliant beskriver meningsløsheden som fænomen, er vi ikke ude i de voldsomme dilemmaer og konflikter, der præger mange af Duras andre bøger, som fx “Elskeren” og især den senere reviderede udgave “Elskeren fra Indokina”. Men den suveræne sprogbrug, intrigens stramme udvikling og de små episoders pudsighed er så dejligt genkendelige fra hendes større, vidunderlige værker.

Så hvis man, som jeg, er fan af Duras, må man omgående kaste sig over denne fine beskrivelse af meningsløshedens lakoniske inferno. Læn dig tilbage i din yndlingsstol og nyd hver sætning og detalje i den lille bog, som også er perfekt til ferietasken.

Marguerite Duras: De små heste Tarquinia, Batzer og Co., 270 sider, oversat fra fransk til dansk af Lone Bjelke, udgivet 13. marts 2020.