// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Daniel Defoe: Pestens år
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Daniel Defoe: Pestens år

Skrevet af den 16. maj 2020 – 07:15Ingen kommentarer

“Jeg nævnte tidligere, at huse blev sat i karantæne af myndighederne, og det må jeg berette mere detaljeret om, for det er en meget trist del af beretningen om pesten, men selv den sørgeligste historie skal fortælles.”

Den engelske forfatter og journalist Daniel Defoe (1660-1731) er nok mest kendt for klassikeren Robinson Crusoe. Men den produktive skribent skrev også “Pestens år”, som er europæisk litteraturs første store pestfortælling. Den ikoniske roman har blandt andet inspireret Albert Camus til hans klassiker “Pesten” og Flemming Flindt til balletten “Dødens triumf”.

Selvom værket udkom i 1722 er den uhyggelig aktuel i dag, hvor verden anno 2020 har mærket, hvordan en pandemi med ét kan ændre det liv, vi kender. Grufuldt stiller romanen katastrofens landskaber og bybilleder til skue i byldepestens London anno 1665, der skildres uhyre livagtigt gennem en sadelmagerens oplevelser og betragtninger.

Da pesten bryder ud i London, ønsker sadelmageren H.F., som er bogens jeg-fortæller, ikke at flygte – han har jo hele sin kundekreds og sit netværk i London. Derfor bliver han øjenvidne til pestens rædsler, og hans stærke og uhyggelige vidnesbyrd udgør romanen, der dermed også får en dokumentaristisk karakter.

Og det er ikke læsning for sarte sjæle. Smerter, lidelser, gru og rædsel er næsten for milde ord at bruge om den katastrofe pesten var for London. Forældre, der blev vanvittige af sorg, når de mærkede pestbylder på deres børns kroppe. Massebegravelser, udgangsforbud. Myndighederne og sundhedssystemet, der synes at kæmpe forgæves mod den grufulde sygdom, og derfor traf mere og mere desperate forholdsregler. Øjenvidneberetningen som stilistisk greb virker involverende, og man kan næsten føle smerten og gruen på egen krop, når man læser bogen:

“Men når jeg har fortalt om manden, der var spændt fast i sin seng og ikke kunne finde andre måder at lindre sine smerter på end ved at sætte ild til sengen med et lys, der uheldigvis stod indenfor hans rækkevidde…”.

I grufuldt malende detaljer beretter H.F om de syn, der møder ham i gader og stræder, og fremmaner et nærmest dystopisk billede af en by, som er helt i naturens og sygdommens vold, hvor vanviddet raser, mens han søger efter både mening og muligheder.

Romanen er skrevet i et forbløffende nutidigt og letlæseligt sprog, som man (desværre) forstår hvert et komma af. Bogen er så medrivende, at man glemmer tid og sted. For en stund. For bagefter melder alle de relevante spørgsmål, som værket rejser, sig: Hvem skal man tro på, når katastrofen sætter ind, og både videnskab og myndigheder fortvivlet må se døden triumfere? Hvordan bør man som samfund og individ forholde sig når en epidemi indtræffer? Hvad sker der med mennesket, når det skal skabe orden i kaos, i uforståelige og ukendte omgivelser og livsbetingelser? Hold nu op, hvor er det interessant læsning. Så interessant, at man magter at stå rædslerne igennem.

Daniel Defoe: Pestens år, Hoff&Poulsen, 1. udgave på dansk april 2019, 269 sider, fremragende oversat fra “A journal of the plague year” af Hans-Jørgen Birkmose.