Kultværket “Beklædning imod kvinder” af den amerikanske digter Anne Boyer er noget af det klogeste og mest vidunderlige, jeg længe har læst. I et sjældent fængende sprog, der mest af alt har karakter af aforismer, eller højt begavede strøtanker, rejser Boyer en række elementære livsspørgsmål om verdens validitet.

“Beklædning imod kvinder” er en såkaldt litterær bastard. For den lader sig nemlig ikke uden videre genrebestemme, og indeholder både elementer af poesi, prosalyrik og har mange essayistiske træk. Den udkom første gang i 2015 med titlen “Garments Against Women”, og blev Anne Boyers gennembrud som digter.

En vidunderlig cocktail af litterære elementer med sproget i første række flyder forrygende mod læseren, der pikant og konstant pirres på læselysten. For Boyer moraliserer aldrig, og hun manipulerer aldrig. Et avanceret stilistisk træk, er, for eksempel, at Boyer konsekvent anvender glosen hun i stedet for det traditionelle han eller man. Og stik imod forventning virker det aldrig provokerende eller forstyrrende, men tvinger blot læseren til eftertanke og reflektion.

Bogen er opdelt i fire afsnit, der alle indeholder en række tekster, som på forskellig vis tager afsnittets titel under klog behandling. I hele afsnittet “to slags mennesker” anvender Boyer konsekvent metaforer vedrørerende beklædning og syning. Det er et genialt træk, fordi syning og beklædning næsten altid er brugt i relation til kvinder. Det giver både associationer om dårligt betalte syersker og undertrykte husmødre, der kæmper for at sy til deres familie. Anne Boyer henviser også til at kvinder syr til sig selv for enten at spare eller blive smukke. Syning bliver både et sindbillede på kvindens placering i samfundet og en psykisk tilstand.

“Hver morgen er der et jag af selvtvivl, chancen for en beklædning jeg kan have på er spinkel.”

Afsnittets titel henviser i øvrigt til de to slags menneskers måder at forholde sig til tilværelsen på:

“Der er, måske, ikke to slags mennesker, men to slags lykke. Den første er blød og almindelig. Den anden er en forvirret slags og kun magnetisk for det andet stof, og i sig selv lavet af et anderledes, andet, stof, og har, som sin afslutning, en anden og næsten blanksleben præmie.”

Raffineret fremsætter hun også en meget relevant og klog kritik overfor en lang række ting – for eksempel af informationssamfundet:

“Fik jeg forklaret at de dage var dagene hvor folk skrev på maskiner som forbandt sig til maskiner som forbandt sig til maskiner som forbandt sig til mennesker som skrev på maskiner? Det var dengang vi havde tiltro til information.”

“Beklædning imod kvinder” kan sluges råt eller nydes i små velsmagende doser. Uanset hvad, maner den til egne refleksioner over den moderne tilværelse, som bogen tematiserer. Det gælder identitet, køn, overvågning, sygdom, klasse, fattigdom og kommunikation eller, især, mangel på relevant kommunikaiton. Og dette er blot et udvalg af de mange emner disse tindrende små mesterværker berører og behandler. Hvis du skal læse et filosofisk værk i år, så vælg Anne Boyers “Beklædning imod kvinder.”

Anne Boyer (f. 1973) er digter og essayist og bor i Kansas City, USA. Hun debuterede i 2008 med digtsamlingen The Romance of Happy Workers. Senest er udkommet essaysamlingen Handbook of Disappointed Fate (2018) og The Undying (2019), en meditation over kræftbehandling og kapitalisme.

Anne Boyer: Beklædning imod kvinder, OVO press, 99 sider, udgivet den 24. april 2020. Værket er oversat fra engelsk til dansk af Ditte Holm Bro, Andreas Eckhardt-Læssøe og Rasmus Graff.