// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henrik Wivel: Det glasklare hjerte – En biografi om L.A. Ring
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Kunst

Henrik Wivel: Det glasklare hjerte – En biografi om L.A. Ring

Skrevet af den 8. maj 2020 – 10:53Ingen kommentarer

Så er der bragende godt nyt til alle, der holder af den vidunderlige og virtuose danske kunstner L.A. Ring, der i dag betragtes som en af Danmarks vigtigste malere. Nu udkommer storværket “Det glasklare hjerte – En biografi om L.A. Ring”, virtuost begået af Henrik Wivel, der er dr. phil. og blandt andet har fungeret som kulturredaktør ved nogle af de største dagblade herhjemme. Der er ikke udgivet et større værk om Ring siden 1934, og der bidrages med interessante nye oplysninger om kunstneren. Wivel har nemlig som den første fået adgang til væsentligt nyt kildemateriale, blandt andet hustruen Sigrids breve og en række venners og kunstnerkollegaers skiftlige vidnesbyrd om L.A. Ring.

For en kunstelsker som mig, betyder kunstbøger om muligt endnu mere i disse Coronatider, hvor man ikke kan opleve værker og yndlingsværker på museerne. Derfor var min glæde særlig stor, da jeg fik Henrik Wivels nye biografi om L.A. Ring mellem hænderne.

L.A. Ring er den er sammen med Vilhelm Hammershøi en af Danmarks vigtigste kunstnere fra tiden omkring 1900. Laurits Andersen blev født den 15. august 1854, og i 1881 tog han navn efter sin fødeby, landsbyen Ring syd for Næstved. Herefter kendes han som L.A. Ring. Kort sagt var han en pioner indenfor både symbolisme og socialrealisme i danske kunst. Rings store sociale engagement, gjorde at han af kritikere fik tilnavnet “det hæsliges apostel”. Men der var og er nu aldrig det mindste hæslige over Rings billeder – hans evne til at skildre en hård og nøjsom tilværelse i en nøgtern upyntet realisme er dybt sympatisk, og satte samtidens sociale problemer under tiltrængt debat.

Jeg har altid følt et ganske særligt åndsfællesskab med denne kanoniserede kunstner, der kunne fange både naturens og menneskets sind og sjæl i gribende og ikoniske billeder, der er nogle af de mest originale i dansk kunst. I en kombination af ekstrem realisme og sin suggestive evne til at lodde dybderne i menneskesindet brød han de gængse konventioner om maleriet ned, og skabte et nyt og gådefuldt billedsprog, som jeg holder meget af at fordybe mig i. Og som alle store mesterværker har et universelt sprog, som er lige så relevant i dag, som for cirka hundrede år siden.

Det moderne gennembruds ånd er tydelig i Rings værker. Det traditionelle danske landbrugsland og de gamle landsbyer omformes af den moderne tidsalders telefontråde og jernbaneoverskæringer, der symbolsk bryder landskaberne. Wivel har da også valgt at lade det ikoniske billede Banevogteren være en del af bogens glimrende prolog. Her skildres en banevogter i Rings fødeby, der vemodigt skuer ud over en jernbane, der skærer igennem byen. Et tog er på vej, men det standser ikke. Jernbanesporene drejer dynamisk ind i billedets venstre side for så at svinge ud af billedet igen. Wivels tolking af maleriet lægger meget fint op til bogens nuancerede af Ring og hans samtid:

“I “Banevogteren” åbner L.A. Ring for én livsverden og lader den krydse af en anden. Den statiske verden, som banevogteren repræsenterer, og den dynamiske verden, som toget, skinnerne, og telegrafmasterne visualiserer. Ring selv befinder sig i et skæringspunkt mellem disse to verdener.”

Bogens opdeling er både kronologisk og tematisk, der raffineret understreger både Rings værker og den tid de blev til i. En række kapitler bryder nemlig den horisontalt fremadskridende fremstilling og fokuserer på kunstnerens kernemotiver: vejen, tærsklen, døden, kærligheden og årstiderne.

Bogen er intet mindre end et mesterværk, og den spreder den sjældne varme i sjæl og sind, som en gennemarbejdet bog altid giver. Fra den smukke forside med Rings prægede signatur til de pragtfulde gengivelser af Rings værker, der velfortjent og overdådigt får lov til at sprede sig på både helsider og dobbeltsider. Et kærkomment værk, der cementerer den anderkendelse og popularitet som L.A. Ring på alle måder fortjener.

Henrik Wivel: Det glasklare hjerte – En biografi om L.A. Ring, Strandberg Publishing, 7. maj 2020, 340 sider, rigt illustreret.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.