Der er bare nogle bøger, der ikke vil slippe deres greb i en. Som kryber under huden og bliver der. Som en virus, der ikke er til at slå ned. Sådan en bog er den dystopiske science fiction roman “Station 11”, der handler om undergang, skæbnefællesskaber, savn og civilisation.

Værket, der er fra 2015, er efter min opfattelse en overset moderne klassiker. Og lige nu, er den mere aktuel end nogensinde, og det øger graden af den uhygge, der sniger sig ind på læseren undervejs. Den kalejdoskopiske og filosofiske roman beskriver nemlig verden før og efter en agressiv influenzaepidemi har udryddet størstedelen af jordens befolkning. 99 procent for at være helt nøjagtig.

Romanen undersøger det savn, som den sammenbrudte verden medfører – og det spejles raffineret i det savn, som menneskene i den civiliserede verden føler. For ændrer de mennskelige relationer sig egentlig grundlæggende, selvom man skal leve i en helt ukendt verden, hvor nye regler gælder? Ændrer mennesket sig? Hvordan viderefører man en kultur efter den moderne civilisations sammenbrud? Disse refleksioner gør sammen med bogens fremragende og meget snedige plot bogen til en af de læseoplevelser, man aldrig glemmer.

Bogen starter med slutningen på den berømte skuespiller, Arthur Leanders liv. Han falder om af et hjertestop under opførelsen af Shakespeares King Lear. Samtidig bryder den dødelige influenzaepidemi ud, og det flytter al fokus fra et stort celebritydødsfald. Vi følger rederen og paparazzoen Jeevan, der forsøger først at redde Arthur, og herefter sig selv og sin bror, da epidemien bryder ud. Jeevon møder Arthur på flere stadier af hans liv – ligesom de øvrige personer i bogens omfattende persongalleri. For relationerne til Arthur er bogens røde tråd. Både før og efter epidemien. Skæbnefællesskaber, savn og længsel sættes raffineret under lup i denne dybt indsigtsfulde roman.

Bogen springer i tid og sted. 20 år efter Arthurs død på scenen er verden, som man kendte den og den moderne civilisation gået i fuldstændig i opløsning. I denne verden møder vi den omrejsende teatertrup “Den omrejsende symfoni”, der opfører Shakespeare i de små mere eller mindre mærkelige samfund og enklaver, som de møder på deres vej. Med i truppen er en af bogens øvrige hovedpersoner Kirsten, der som barn spillede med i netop den opførelse af King Lear, hvor Arthur faldt død om.

Vi tages også med til et middagsselskab i Hollywood, hvor vi møder karakteren Miranda, som jeg var meget fascineret af. Hun er skæv, utilpasset og føler sig aldrig hjemme i “den gamle verden”, hvor overfladiske relationer, den rigtige påklædning, svigt og skilsmisser udgør civilisationens grundstene. Hun spiller en central rolle, som Arthurs første hustru, og som skaberen af science-fiction tegneserien “Station 11”, som er Kirstens mest skattede ejendel i den nye verden. Livstråde flettes sammen på den mest magiske vis.

Det er interessant at se, hvordan bogens mange skæbner er sammenknyttet af ufattelige bånd på tværs af generationer, tid og sted. Før og efter den moderne verdens sammenbrud. Kampen for at overleve synes at være (næsten) lige så hård i det civiliserede samfund, som den er i den postapokalyptiske verden. Så hvad er egentlig civilisation? Og hvilke værdier ønsker vi reelt at tage med os til en anden verden? Store, kloge spørgsmål, der virkelig sætter gang i refleksioner og tanker. En fuldstændig fantastisk, klog, dybt rørende, gysende og gribende roman, som jeg anbefaler på det varmeste.

Emily St. John Mandel: Station 11, Forlaget Iris, 366 sider, udgivet den 10. september 2015. Oversat af Nanna Solow.