“De rejsende” er en amerikansk debutroman, der beskæftiger sig med slægter gennem seks årtier. Som forsiden antyder, møder vi hvide og sorte mennesker – sådan udlægges historien selv – og for nogle af personerne giver omverdenens holdning til hudfarve skelsættende ar på sjælen, mens den for andre får en mindre betydning for deres færd i livet.

Vi følger familieoverhoveder og deres valg, som sætter kimen for deres børn og børnebørn – de to familier, Vincent og Christie, knyttes sammen, og vi følger deres tilværelse fra 1950’erne til præsident Obamas første år som præsident. Det er ikke en traditionel slægtskrønike, hvilket er kærkomment, for den overrasker blandt andet i sin form ved at inkludere mange sceneskift, teaterstykker og små billeder i teksten.

Jeg ville rigtig gerne kunne lide denne roman, fordi den er så godt anmeldt og populær i USA. Der er også gode takter i den – der er humor, skarpe dialoger, stærke personligheder og en masse emner på spil som raceforskelle, dybe hemmeligheder og skæbnesvangre relationer. Men jeg bliver ikke rigtigt fanget, fordi jeg ofte er nødsaget til at slå op i persongalleriet for at finde hoved og hale i, hvem de enkelte kapitler omhandler. Skiftene mellem tid, sted og fokus er markante, og jeg mister overblikket og interessen flere gange undervejs af den grund. Derfor var det ikke min bedste læseoplevelse. Desværre.

Regina Porter, De rejsende, Politikens Forlag, Udgivet august 2020