Domenica de Rosa: Villa Serenas hemmelighed
Emily Robertsen har gjort alt det mange af os andre kun drømmer om. Som ung forelskede hun sig i Italien og nu har hun flyttet hele familien til lækre lune Toscana. Forladt regn og gråvejr og nyder nu dagene med duften af rosmarin og lavendel og kølige drinks i skyggen. Alt det dejlige skriver hun om i en klumme i en engelsk avis.
Men er det hele nu så skønt, som hun beskriver? Manden dropper hende via sms, den mellemste datter er i fuld gang med at udvikle en spiseforstyrrelse, den ældste føjter rundt med de lokale darioer og den yngste lille søn, er så forkælet, at ingen kan holde ham ud. Midt i alt det sidder Emily. Forladt, uden mand og uden penge i et fremmed land.
I nærheden er en arkæologisk udgravning i gang, ledet af en lokal historiker med en dramatisk fortid. Han får vendt op og ned på hele familien Robertsen og snart er Emily en del af lokalsamfundet på godt og ondt og måske venter der også lidt romantik forude.
Villa Serenas hemmelighed er en skøn sommerroman, perfekt til ferielæsning – også hvis man længes lidt efter Italien. For du kan dufte krydderurterne og høre cikaderne og mærke de solvarme fliser under dine bare tæer. Også hvis du ligger på sofaen, et sted i Jylland.
Med humor og en velskrevet lethed, sluger du bare denne bog og nyder at stikke lidt af fra hverdagen. Personerne er skønne og bogens temaer fra moderskabet, integration, den svære kærlighed, pengeproblemer og andre voksenudfordringer, er genkendelige og nærværende.
Vi har tidligere anmeldt To uger i Toscana af samme forfatter, og den var jeg også meget begejstret for.
Bogen er skrevet af Domenica de Rosa, der er vokset op i London med en engelsk mor og en italiensk far. Hun har tidligere skrevet krimier under navnet Elly Griffiths, hvis bøger vi også har anmeldt her på sitet.
Domenica de Rosa, Villa Serenas hemmelighed, på dansk ved Nanna Lund, Gads Forlag, 432 sider, maj, 2020