// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Preti Taneja: Vi de unge
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Preti Taneja: Vi de unge

Skrevet af den 27. april 2020 – 07:59Ingen kommentarer

King Lear er en af Shakespeares udødelige klassikere. Den evige historie om den gamle konge, der ikke kan skelne tom smiger fra sand og ærlig (datter)kærlighed er som skabt til at blive gendigtet igen og igen, i nye tider og på nye steder. I Preti Tanejas Vi de unge er tiden 2010’erne og stedet er Indien. Den gamle konge er businessmogulen Bapuji Devraj, der vil fejre sin yngste datters forlovelse og i samme ombæring trække sig tilbage fra familiefirmaet og overlade det til døtrene.

De to ældste døtre er allerede voldsomt engageret i Selskabet – med stort S – og de har adlydt deres far i stort og småt. Begge har som gode, indiske piger giftet sig efter farens ønsker, og begge har brugt livet på at forsøge at leve op til hans forventninger og krav. På første klasse naturligvis, for når man er meget rig i Indien lever man et jetset liv med tjenere, luksus – og stoffer og alkohol. Imens lukker man øjnene for at Selskabet er bygget på korruption og grov undertrykkelse af de ansatte.

Den yngste datter Sita er næppe mere uvidende om Selskabets sammensætning end de ældre, men hjemkommen fra studieophold i England nægter hun at følge sin fars vilje om ægteskab, og forsvinder i stedet med en ven til Sri Lanka. I raseri over datterens manglende lydighed og vilje til at efterleve de patriarkalske normer, vil Bapuji Devran fratage hende arven, og et beskidt spil om magt, penge, begær og et desperat ønske om anerkendelse og kærlighed tager sin begyndelse.

Det er et slagsmål, der ville være spektakulært i alle samfund, men det bliver ekstra voldsomt i det kontrastfyldte land, hvor fattigdommen er enorm og ødelæggende, hvor rigdommen er vulgær og brutal, og hvor den politik og religion ikke kan skilles ad. Vi de unge bevæger sig fra fattigkvarterernes håbløshed og naivitet til den politiske elites grådighed og manglende moral. Fra krudttønden i Kashmir til uroligheder i Delhi og den rå vold mod en stakkels tjener. Det er bestemt ikke en roman, der er skrevet med fløjlshandsker!

Vi de unge er en roman, der vil meget. Det er desværre også en roman, der vil for meget. Det er en meget lang roman, og undervejs går fokus noget tabt og alligevel (eller måske derfor) er der nogle af karaktererne der på ingen måde gav mening for mig. Jeg tog mig i at bladre hen over nogle af kapitlerne, fordi de var rodede og lange, og derfor også kedelige og uoverskuelige. Især sidste tredjedel af roman var en skuffelse og svær at komme igennem, og det er virkelig synd at det hele ligesom stikker lidt af for forfatteren.

Preti Taneja: Vi de unge. 545 sider, Rebel with a cause. Oversat af Iben H. Philipsen, udkom marts 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.