“Jeg var begyndt at gå i dvale efter bedste evne i midten af juni år 2000. Jeg var seksogtyve. Jeg så sommeren dø hen og efteråret blive koldt og gråt gennem en defekt lamel i persiennen. Mine muskler svandt ind. Sengetøjet gulnede…”

“Mit år med ro og hvile” er en af den slags bøger, der tænder en gnist i det litterære læsekrat i det sekund, den udkommer. Den er skrevet af den amerkanske forfatter Ottessa Moshfehg, der har været shortlistet til den prestigefyldte amerikanske Booker Prize, og som modtog Hemingway Foundation/Pen Award for hendes debutroman “Eileen”, der udkommer på dansk senere i år. Da “Mit år med ro og hvile” udkom i 2018, blev den udvalgt som en af årets bedste bøger af “The New York Times”. Altså en forfatter, der har en pen, der er så skarp, at den på alle måder er værd at holde øje med.

Nu udkommer “Mit år med ro og hvile” endelig på dansk, og den lever på alle måder op til hypen. Med stor og knivskarp præcision beskriver Moshfegh en følelsesmæssigt smadret kvinde, der prøver at bekæmpe sin smerte med resignation. I en spidende samfundssatire, der er så absurd og uhyggelig, at den er Samuel Beckett værdig, rekonstruerer romanen mesterligt det frygtelige, gabende tomme intet, der opstår, når det meningsfulde samvær med andre mennesker ophører.

Den navnløse jegperson har udadtil det hele. Smuk, nyuddannet fra Columbia, lejlighed på Manhattan i New York. Hun lever af en stor arv fra sine forældre, og har ingen økonomiske problemer. Men indeni er der kun tomhed, ensomhed og foragt. Foragt for den forstillede, overfladiske, meningsløse verden, som jegpersonen blandt andet oplever i den kunstverden, som hun troede ville bringe mening ind i hendes liv. Derfor beslutter hun sig for at sove et år, for når hun sover føler hun ikke noget.

Men det gør hun, når hun vågner et par timer for at aflægge sin psykiater, Doktor Tuttle, et besøg, for hente kaffe i en kiosk, eller når veninden Reva er på besøg. Doktor Tuttle, der gladelig udskriver det ene beroligende middel efter det andet, er en spydig kommentar til lægevidenskabens status i det moderne samfund. Hun er tydeligvis i lommen på medicinalindustrien, og hendes behandling af patienterne er hjerteskærende overfladisk: “‘Og hvordan døde din mor? Var det en pludselig død? Var det en brutal død?’ Det spørgsmål havde jeg efterhånden besvaret en halv snes gange. ‘Jeg slog hende ihjel,’ sagde jeg nu pludselig. Doktor Tuttle smilede skævt og rettede på sine briller. ‘Og hvordan klarede du det, sådan metaforisk talt?'”

Efterhånden sover hovedpersonen sig fra det hele: “Og sådan vidste jeg, at søvnen virkede. Jeg blev mindre og mindre knyttet til livet. Hvis jeg blev ved, tænkte jeg ville jeg forsvinde helt og komme til syne igen i en ny skikkelse. Det var mit håb. Det var drømmen.”

Men man kan ikke sove sig fra det hele. Hovedpersonens underbevidsthed begynder at gøre oprør. I søvne begynder hun at købe ting på nettet, tjatte, flytte om, gå i kiosken. Og samtidig ruller historien om fortællerens mentale og åndelige krise sig ud. Den hårde barndom, tabet af forældrene, tabet af den overfladiske, selvglade kæreste, Trevor. Skræmte ser læseren til, mens fortælleren identificerer sig med netop de personlighedstræk hos hendes forældre, der var med til at formørke hendes barndom; fraværet, den manglende empati, den kolde aura.

Selvom bogen er letlæst er den uendeligt tung at komme igennem. Den selvdestruktive færd og de underlæggende dårlige varsler holder os i en pinefuld skruestik. For vi håber naturligvis, at den onde cirkel brydes. Samtidig projiceres håbløsheden og hærværket eminent over i os, og efterlader en mørk skygge i sindet. Det er både afsindigt genialt, men også meget, meget barskt.

Ottessa Moshfegh: Mit år med ro og hvile, Rosinante, marts 2020, 259 sider, oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild.