Nomaden er en fortsættelse til bogen ”Ayaan – opbrud og oprør”, der udkom i 2006 – en fascinerende selvbiografi om hendes rejse fra at være en muslimsk pige i en undertrykkende og stærk religiøs tilværelse til et frit liv som voksen kvinde og ateist i den vestlige verden.

Til min ærgrelse går denne fortsættelse først i gang næsten halvvejs inde i bogen. Hele første del af bogen er en gentagelse af kapitler fra den første bog. Side op og side ned fortæller hun historier fra sin barndom i Somalia og Kenya, hun fortæller om sine forældre og sin bedstemor – alt sammen noget, man allerede kender til, hvis man har læst hendes første bog. Der er tilmed sætninger i bogen, der næsten er identiske med sætninger fra den første bog – bl.a. virker det som om, at kapitlet, hvor hun beskriver, hvordan hun mistede sit hollandske statsborgerskab, visse steder er direkte genbrug. Så først halvvejs inde i bogen kommer der reelt set noget nyt.

Derudover synes jeg, at hele opremsningen undervejs i første del bliver lidt for entydig. Et lidt mere objektivt sammenligningsgrundlag, når hun beskriver muslimske kvinders forhold, ville klæde bogens troværdighed, men omvendt er hun meget eksplicit omkring sin subjektivitet, og hævder ligeledes i bogens indledning, at hun ikke forsøger at beskrive den endegyldige sandhed, men blot forsøger at skildre sin egen virkelighed.

Når det så er sagt, så rammer hun plet flere steder i bogen. Hun formår virkelig at få læseren til at forarges og forfærdes over nogle af de grusomheder hun beskriver. Hun kommer med håndgribelige eksempler på, at noget ifølge hende er helt galt med Islams lærdom om skam og ære, herunder æresdrab, vold og skamfering af små piger i form af omskæring. Samtidig med denne alvorlige del, får hun også smilet frem på læberne ved at beskrive nogle af de – set med Vestens øjne – helt håbløse ræsonnementer hendes muslimske familie kommer med. Bl.a. fortæller hun, hvordan hendes bedstemor mener, at moderne, vestlige hjælpemidler er den direkte vej i fordærv. Hvis maskiner vasker vores tøj og tallerkner, vil unge piger få for meget tid til deres rådighed og ende som skøger.

I den anden del af bogen kommer hun med nogle konkrete forslag til, hvordan Vesten kan komme radikale muslimer til livs. Hun fokuserer på sex, penge og vold (eller demografi, købekraft og militær formåen, som hun også kalder det), som hun mener er de tre væsentligste elementer i konflikten mellem Islams stammekultur og Vestens verdslighed og hun beskriver desuden det, hun kalder Vestens misforståede tolerance og venlighed overfor muslimer og berøringsangsten i forhold til Islam generelt. Ingen tør ifølge hende kalde en spade for en spade og ofte, når der begås æresdrab i vestlige lande, finder vi på andre forklaringer, såsom chok, post-traumatisk stress, sorg eller andet, og vælger at ignorere de religiøse motiver bag disse drab, for ikke at fornærme nogen.

Denne berøringsangst giver plads til endnu mere muslimsk radikalisme og hun mener, at kristendommen bør støves af og indgå i en direkte duel med Islam. Hun mener, at civilisationernes sammenstød kan overkommes ved hjælp af religiøs konkurrence – et anderledes, men ikke uinteressant bud, som på trods af, at argumentationen ikke holder helt vand, gør bogen nytænkende og spændende at læse, når først den kommer i gang.

Nomaden, Ayaan Hirsi Ali, Gads forlag, 300 sider, 28. april 2010.