// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas C. Krohn: Døden fra Syrien
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Thomas C. Krohn: Døden fra Syrien

Skrevet af den 19. april 2020 – 04:17Ingen kommentarer

Nogle gange kan tingene simpelthen gå for langsomt. Vi er kommet til side 100 og handlingen er ikke rigtig kommet i gang. Det er ikke just tilfældet her. Her går det faktisk for stærkt.

Ikke på sådan en hæsblæsende facon. Men mere at hovedpersonen ganske enkelt for hurtigt kommer til bunds i en sag fordi hans kone og hans bror tilfældigvis lige er de rette til at hjælpe ham på vej. Så for en sjælden gangs skyld vil jeg sige, at mysteriet simpelthen opklares for hurtigt.

Krohn mixer virkelige hændelser med fiktion. Og det slipper han ganske godt fra, så længe det gøres i små doser og de virkelige hændelser kun bruges som en ramme for fiktionen.

I det konkrete tilfælde i ”Døden fra Syrien” er det dog som om inddragelsen af Malaysia Airlines-flyet MH370’s mystiske forsvinden i den virkelige verden ikke bidrager med særligt meget ekstra. Det går heller ikke i vejen. Men kunne godt undværes.

”Døden fra Syrien” er tænkt som første bind i en serie om hovedpersonen Jacob Detlev, der er ekspert i biologiske våben. Forfriskende med en hovedperson, der ikke er en ung kvindelig journalist eller en ældre afdanket og lettere fordrukken mandlig kriminalbetjent.

Men der går simpelthen for megen laboratorie-snak og kemiske formler i den. Forfatterens baggrund som neurobiolog fornægter sig ikke. Det er også fint til en vis grænse. Det giver en faglig ballast og tiltro til, at han ved hvad han skriver om. Og at handlingen er realistisk. Men det kunne godt tones en anelse ned.

Vi er ikke helt oppe at ringe. Men der er potentiale til noget godt og jeg vil snart kaste mig over ”Truslen fra Kina”, som tilsyneladende er en lille hurtig bog i Jacob Detlev-serien, som er lavet i ”anledning” af coronakrisen.

Thomas C. Krohn: Døden fra Syrien. Rosenhill, 2020. 288 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.