Frederik Bargum er en mand med ambitioner. Han vil frem i verden, blive til noget. Som søn af en lærredskræmmer i 1700-tallets København var der ikke mange veje opad, men han finder alligevel en trædesten. Først en plads i bogholderiet hos en velhavende tømmerhandler, og dernæst ægteskab med datteren i huset.

Så er der en virksomhed at arbejde ud fra, men hvis man vil tænke stort er det selvfølgelig ikke nok at tænke i tømmer. Nej, der skal man have fingrene i den lukrative slavehandel. Det gode ved den er jo, at man kan sidde trygt i København og blive rig, mens andre gør det beskidte arbejde. Så det gør Frederik, bortset fra at det slet ikke er så trygt alligevel, for risikoen er stor – slaverne dør, det er svært at fange dem, skibe kan gå ned – og en dag brænder jorden under ham.

Seksten år senere opdager Frederiks datter i Åbenrå en notits i en avis. Den fortæller, at Frederik Bargum og hans hustru er på flugt et sted i Europa, og datteren må derfor oprulle sine forældres liv for at finde ud af, hvad der egentlig skete og hvorfor hendes forældre forlod hende pludseligt dengang.

Det kommer der en god historie ud af hos debutanten Sofie Malmborg, der skriver 1700-tallet så fremragende frem på siderne. Her er både lugte og smage, fyldte potter og overdådige middage. Fattigdommen i rendestenen og de riges bekymringer over udbyttet på deres slaveskibe. Frederik Bargum var en virkelig historisk person, med et omskifteligt liv der bragte ham ind i nogen af tidens største dramaer og dilemmaer. Det er godt fundet frem fra arkiverne, og levende fortalt.

Bargums synder er bedst, når den fortæller om Bargum og hans hustru, mens rammehistorien med datterens kvababbelser over sine forældre ikke er helt overbevisende. Samlet set er det dog en god debut, der lover godt for et fremtidigt forfatterskab.

Sofie Malmborg: Bargums synder. 317 sider, Politikens forlag. Udkom marts 2020