Ghalia er vægter i den middelalderlige storby Myrkurpolis, hvor store mure og porte adskiller de forskellige klasser. Vægterlavet er ordenshåndhævere, og her ser og oplever Ghalia mere end rigeligt af livet på bunden af samfundet.

Da Myrkurpolis bliver invaderet af de fremmede agonere, som betvinger store, syrespyende bæster, der flyver på himlen og bringer kaos og død, kommer Den Nye Orden, som vil underlægge sig alle folkeslag og racer under én fælles enhed. Snart får Ghalia muligheden for at lede dette knusende felttog med idealet om fred som drivkraft.

I Myrkurpokis er alt en kamp. En kamp mellem racer, en kamp mellem klasser, en kamp mellem liv og død og en kamp mellem religioner og politiker. Her midt i disse kampe skal Ghalia tage stilling til, hvorvidt målet helliger midlet, og hvor langt hun vil gå for at bringe fred til den by, der tog livet af hendes far.

Det er lidt uovertruffent, hvor mange lidelser den ikke helt unge Ghalia overvinder gang på gang. Hun er en slags klassisk Hollywood-helt a la John McClane eller Rambo, der udsættes for mere, end mange andre ville kunne klare, og alligevel rejser hun sig, styret langt hen ad vejen af had og en trang til hævn. Godt nok nedkæmper hun ikke en hær ene kvinde, men hendes viljestyrke er noget nær umenneskelig. Det er dog ganske forfriskende, at helten i historien hverken er helt ung eller en mand.

Der er en totalitær ideologi bag Den Nye Orden, som afspejler både kommunistiske og nazistiske tendenser. Når ingen ejer noget, ejer alle det. Guder og religioner bliver skubbet væk som naive barnetanker, og herved banes vejen for en ophøjelse af diktatoren Førsteborgeren, der i stedet træder frem og er idealet.

Jeg kan godt lide, at sproget betragtes som det helt centrale i en samfundsstruktur. Det er det fælles tilhørsforhold. Det er sproget, som forbinder det indre i individet med det ydre i fællesskabet. Hvis vores tanker er på et bestemt sprog, vil vi identificere os med sproget og det, som det repræsenterer. Sprog skaber og samler altså.

Dæmring er, lige som samfundet den beskriver, brutal, og når den skildrer det seksuelle og volden, så gør den det helt direkte, og virkningen er tydelig hos læseren med beskrivelser, der er brutale og visuelle. Hele fortællingen udstråler en rå brutalitet, som man både kan relatere til middelalderen og til nazismens fremtog. Samfundet er sygt, og der er ingen blødsødenhed.

Lamberths sprog er levende, og han er ikke bleg for at bruge billeder, som fængsler læseren. Dæmring er en glimrende og velskrevet fantasyroman, der er mørk og dyster. Jeg var fanget allerede efter ganske få sider. Læs den – hvis du altså ikke er sart.

Benjamin Lamberth: Dæmring. Byens forlag, februar 2020. 380 sider.