Niels Brunse er forfatter og oversætter. Senest har han oversat Shakespeares skuespil til dansk. I dette bind af Kristendommen ifølge … åbner Brunse op for en lang række debater, som i et eller andet omfang udspringer af kristendommens politiske og samfundsmæssige magt gennem tiden.

Brunse adskiller tro fra religion, hvor han anfægter religionens menneskeskabte natur, mens troen er mere ren og udefinerbar, og han går videre herfra, og i et historisk perspektiv søger han at vise og argumentere for rigtigheden af dette gennem gentagne eksempler på kristen undertrykkelse eller uretfærdighed, der har været udført af mennesker med en autoritet eller magt over en eller mange – lige fra familiefaren til sektlederen til paver, biskopper og præster.

Vi hører også om Brunses personlige forhold til kristendommen, hvor han både har meldt sig ud og ind af folkekirken. Her bidrag Johannes Møllehave til at bringe en langvarig utryghed hos Brunse til ro ved en nadverepisode. Man kan mærke hans overvejelser og tvivler i denne tekst. Han har ikke ønsket at tage imod troen eller de bibelske fortællinger ubetinget.

Brunse udtrykker sin klare holdning om, hvordan kirkelige instanser og religiøse enkeltpersoner har undertrykt folk og tilraget sig rigdomme. Han drager dermed også den konklusion, at dette historiske perspektiv, som desuden indeholder et patriarkalsk og kønsdiskriminerende verdens- og familiesyn, er med til at give kristendommen og troen et mindre positivt og tiltalende ansigt i det enogtyvende århundrede.

Egentlig er Brunse generelt imod, at Biblen og religion bliver benyttet i en forkert hensigt og som en skræmmemoraliserende instans. I stedet taler han for større forståelse og respekt for hinanden, også på tværs af religioner.

Langsomt glider Brunse gennem bogen over i en mere åndelig tone, og vi får en fornemmelse af en dybtliggende tro hos ham. En tro, der til tider har været udfordret, men som ikke har forladt ham for alvor.

Jeg synes, Kristendommen ifølge … er en hyggelig serie. Tro er ikke viden er andet bind, jeg læser, og jeg føler, at man kan tage noget med sig hver gang. Man kan ikke lade være med at spekulere og filosofere. Man lader sig drage ind af de dybt personlige beretninger og de helt centrale, kristne pointer, og når man lægger bogen fra sig, er det med en stemningsfuld og reflekterende mine.
Man behøves ikke være teologisk stærk for at læse denne bog. Den henvender sig til alle, der har en interesse og bevidsthed om tro og religion. Den er både underholdende og reflekterende.

Læs også min anmeldelse af det det andet bind i serien om Kristendommen ifølge …, Tro i hverdagen.

Niels Brunse: Tro er ikke viden. Eksistensen, februar 2020. 91 sider.