// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Wilderäng: Stjerneklart
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman, Samfund, Samtalebog, Science fiction, Spænding, Videnskab

Lars Wilderäng: Stjerneklart

Skrevet af den 4. juni 2020 – 06:05Ingen kommentarer

Stjerneklart er første bind af Lars Wilderängs trilogi. Egentlig er det dystopisk sci-fi, men man kan godt fornemme, at Wilderängs andre romaner er spændingsromaner af forskellige arter, da der også her er en opbyggende og vedholdende spændingskurve i det meste af romanen. Og det er på trods af, at det indimellem godt kan blive lidt detaljetungt.

Det starter med mobiltelefoner og tablets, der lukker helt ned og brænder sammen. Snart spreder det sig til større tekniske kredsløb og apparater. Det medfører flere katastrofer og dødsfald, inden de tekniske problemer giver større strømafbrydelserne. Til sidst er alle genstande med den mindste smule elektronik ødelagt, og der er ingen udsigt, til at det skal ændre sig.

Nogle eksperter når akkurat at fastslå, at der er er tale om nanomitter, inden samfundet bryder helt sammen. Nanomitter er mikroskopiske robotter, der spredes som en organisk virus via levende værter og ødelægger al elektronik. Vi følger her en række forskellige handlingsforløb, der et efter et glider sammen i kampen for at overleve.

Det er typisk i denne slags dystopiske historier, at der er en kritik af vores opslugenhed i vores elektroniske enheder, herunder SoMe og anden elektronisk afhængighed, samt af vores miljøforurening. Disse temaer kommer også tydeligt frem i Stjerneklart.

Vi ser, hvordan alle forsyningslinjer – elektricitet, vand, mad, varme, informationer – ophører, og med infrastrukturen, sygeplejen og kommunikationen ude af drift, er befolkning overladt til sig selv. Og på samme tid sidder mange tilbage og venter på regeringens udspil – at nogen skal komme og redde dem.

Det er en gennemtænkt og vel researchet roman med et fokus på de samfundsmæssige problemer snarere end de problemer, som mennesker skaber for hinanden i kampen for at overleve eller for at udnytte en situation for egen vindings skyld. Selvom vi ser de brodne kar og andre, som repræsenterer de negative sider af mennesket, så er det stadig medmenneskeligheden, empatien og forståelsen, der sejrer til sidst, når de forskellige story lines afsluttes.

Når den første, umiddelbare panik lægger sig, så er det optimismen, der står tilbage. Wilderäng tror på det gode i mennesket, og han er ikke i tvivl om, at vi kan overleve et teknologisk sammenbrud. Om han ligefrem ønsker det, kan man så diskutere. Der vægtes dog tungt på at være velforberedt og selvforsynende, og det er disse mennesker, preppers og folk med eget selvforsynende landbrug, der beskrives mest positivt, og som klarer sig bedst i denne roman.

Det overordnede plot kan være lidt trægt i det, da Wilderäng indimellem står i stampe med forklaringer og detaljer. Det er dog stadig en underholdende, dystopisk fortælling, og det er spændende at følge med i Wilderängs samfundskritik, mens samfundet kollapser.

Lars Wilderäng: Stjerneklart. Oversat og på dansk ved Ole Steen Hansen. Hoi Forlag, november 2019. 419 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.