Huset i Chelsea har meget at byde på. Siden jeg læste Lisa Jewell første gang, har jeg været ganske glad for hendes stil og opbygningen i hendes spændingshistorier. Læseren sidder klæbet fast til siderne.

Vi følger to tidsspor. Det ene foregår i slut 1980’erne og start 1990’erne, og det andet udspiller sig i 2018. Huset, som Libby arver på sin 25-års fødselsdag er omdrejningspunktet for romanen og for begge forløb.

Libby får at vide, at huset, hvor hendes forældre døde, og hvor hun blev efterladt i en vugge som 1-år, er testamenteret til hende. Hun får snart følgeskab af en journalist, der havde efterforsket sagen, men han var aldrig kommet til bunds i sagen. Sammen beslutter de sig for at finde ud af, hvad der skete dengang for 25 år siden, og hvorfor det var kommet så vidt.

Sideløbende følger vi Lucy med sine to børn og Henry, der begge er opvokset i huset, og deres veje fører dem nu tilbage til deres barndomshjem, nu hvor “babyen” har arvet det. Hverken Lucy eller Henry har dog næret særlig lyst til at sætte fod i det hus, som har givet dem så mange sorger, igen.

Tilbage i Lucys og Henrys barndom og ungdom oplever vi, hvordan den karismatiske David Thomsen flytter ind i huset, og hvordan han langsomt får magten over huset og alle i det, og sådan begynder fem hårde år, der bringer så mange smerter og så meget ulykke til dem alle, og det hele ender med tre lig i underetagen og en baby ovenpå, men børnene er væk.

Spændingenskurven er konstant stigende, og det er nemt at blive helt opslugt af stemningen og udviklingen i plottet. Der er et par gode twists undervejs, og vi bliver hele tiden udfordret. Jewell får lidt af det hele med. Der er intriger og alskens trængsler – sorg, skam, had og ulykke.

Det er en historie om, hvordan en karismatisk person kan starte en kult, forføre medlemmerne, og så snart muligheden er der, tager han magten, og så er der ingen vej tilbage. Men der er også både humor og glæde. Især kærligheden mellem forældre og børn og mellem søskende er et centralt punkt i historien. Ligesom ødelagte forældrebånd også har en stor rolle. Det er, som om kærligheden vinder i sidste ende.
Der er ikke så meget at sige; Huset i Chelsea skal læses. Lisa Jewell skriver fremragende. Hun er en særdeles dygtig krimiforfatter. Og romanen rammer noget i én med alle de forfærdelige ting, der sker, men også de gode hændelser får følelserne frem.

Læs også anmeldelse af Den fremmede gæst og Og så var hun væk.

Lisa Jewell: Huset i Chelsea. Oversat og på dansk ved Lærke Pade. Gads Forlag, april 2020. 341 sider.