Romantik, begær og en masse intriger. Det må være nøgleordene i denne første bog ud af otte i serien om familien Bridgertons otte børn i 1800-tallets London. I Den ugifte hertug følger vi familiens ældste datter, Daphne Bridgerton, og hendes ønske om den eneste ene.

Den unge Daphne er i den giftefærdige alder, og hendes mor vil gøre alt for at få hende afsat. Daphne selv har på ingen måde travlt. Hun er både intelligent og smuk og er ikke interesseret i at gifte sig med en mand, hun ikke finder interessant. Og dem er der ved gud mange af! Da hendes brors ven, den ugifte hertug Simon Bassett, ved et tilfælde render ind i hende til et af de kedelige baller, hendes mor tvinger hende til at deltage i, finder hun ham straks langt mere interessant end alle hendes tidligere bejlere. Problemet er bare, at Simons rygte som noget af en charlatan er løbet ham forud, og så er han på ingen måde interesseret i ægteskab.

Selvom Daphne hurtigt finder ud af, at Simon ikke har ægteskabspotentiale, opdager de to dog, at de har en masse til fælles. De beslutter sig for at benytte sig af deres fælles interesse i ikke at blive presset ind i ægteskab og starter derfor et rygte om, at Simon bejler til Daphne. Det burde få alle andre bejlere (og deres ivrige mødre) til at holde sig væk. Det er bare ikke helt det, der sker, og efterhånden som parret bruger mere tid sammen for at opretholde illusionen, sker der noget der bare ikke må ske.

Sideløbende bliver ”Lady Whistledowns tidskrift” udgivet af en ukendt forfatter. Her hører man om det ene rygte efter det andet i Londons overklasse på godt og ondt. Det er også her, at familien Bridgertons otte børn bliver nævnt, efterhånden som de skal introduceres for selskabslivet. Daphnes mange brødre er enormt overbeskyttende, og inden længe er der ugler i mosen. For de kender til Simons ønske om aldrig at blive gift og få børn, og deres søsters ære skal på ingen måde krænkes.

Familien Bridgerton – Den ugifte hertug er en langsomt opbygget historie, og Quinn fangede min opmærksomhed fra begyndelsen. Det var spændende at læse og mærke kemien mellem karaktererne, især fordi de var så troværdige for den tid. Det faldt desværre lidt fra hinanden i den sidste del af bogen – måske fordi Quinn tabte mig lidt i nogle af scenerne, som blev en tand for ekstreme. Men altså, den her type litteratur skal jo have både begær, en masse til tider kvalmefremkaldende pladderromantik og drama. Derfor, er du ikke til det sidstnævnte, så hold dig langt væk fra denne serie. Er du alligevel lidt nysgerrig, så hør den som lydbog, mens du knokler i haven eller lægger vasketøj sammen, eller læs den en doven eftermiddag – den vil uden tvivl pifte din dag op!

Julia Quinn: Familien Bridgerton – Den ugifte hertug, People’s Press, Oversat af: Christa Leve Poulsen, 350 sider, april 2020