I et overfyldt tog på vej til München forsøger danske Harriet at holde sig oprejst. Det er september 1942, krigen raser. Harriets mand Gerhardt er faldet på østfronten, men krigen kan stadig vindes, og nu flygter Harriet både fra og ind i sin sorg ved at besøge Gerhardts soldaterkammerat og dennes kone i det nazistiske Tysklands hjerte.

Bag sig i det besatte Danmark efterlader Harriet både sine to drenge på et børnehjem og omverdenens foragt for Gerhards valg. Nu skal hun sunde sig blandt venner, blandt folk der forstår hendes situation og valg. Tror hun. For det tredje rige er noget helt andet, end hun havde forventet, og i Kirstens Thorups opsigtsvækkende, enestående og ganske enkelt fremragende Indtil vanvid, indtil døden bliver absurditeten, vanviddet og grusomheden ved livet i nazityskland blotlagt.

I München tager Gertrud imod i sin pragtvilla, mens manden er ved fronten. De tilhører eliten inden for nazistpartiet, og burde ikke mangle noget, men alligevel stikker paranoiaen og angsten hele tiden snuden frem i de fine stuer.

I de næste fire måneder får Harriet et førstehåndsindtryk af et land i krig, både med den ydre fjende og med den indre. Selv eliten kan ikke vide sig sikker, for fængslinger og henrettelser sidder løst, og selv det mindste fejltrin kan sende folk i unåde. I underetagen slider ostarbeiterne, kvinder der er hentet ind fra de besatte områder i øst for at varte de rige op; uden rettigheder, uden navn, uden menneskelighed. Imens ser Harriet på, og hendes i forvejen slørede moralske kompas bliver endnu sat på prøve.

Harriet er en kompleks figur, hverken god eller ond, hverken fornuftig eller vanvittig, men både og. Hendes verdensbillede skred under hende, da Gerhard døde, og udsat for det tredje riges absurde logik fortsætter det med at skride. Ondskaben er i sandhed banal, og Kirsten Thorup viser det uden at pakke det ind i forklaringer, men bare ved at lade Harriet blive trukket ind i den.

Indtil vanvid, indtil døden er skrevet i en lang køre, næsten uden afsnit. Korte sætninger, der får en til at snappe efter vejret mens uhyrlighederne ruller hen over siderne. Det krævede lidt anstrengelse de første 20 sider at hænge på, men da jeg først sad fast var det som at ride på en løbsk hest ved nattetide. Uden at ville det bliver man tvunget ind i mørket, mens man ikke kan gøre andet end at klamre sig fast og se hvor dyret bringer én hen.

Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden. 426 sider, Gyldendal. Udkom 20. marts 2020