José Saramago: En fortælling om blindhed
“Den som har øjne, han kan se. Den som kan se, han kan betragte.”
José Saramago (1922-2010) er en portugisisk forfatter, som man absolut bør give sig til at læse eller genlæse. Han blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1998, og har derudover modtaget mange andre hædersbevisninger. Saramagos forfatterskab er fabulerende og anvender hyppigt en form for moderne allegorisk genre, samtidig med at det er dybt visionært.
Mesterværket “En fortælling om blindhed” er hans mest kendte roman, og den er noget af det stærkeste og mest uhyggelige, jeg længe har læst. Den bliver siddende længe i både krop og sind, og har fået mig til omgående at kaste mig Saramagos øvrige forfatterskab. Bogens afdækning af, hvad der sker, når en epidemi bryder ud, og hvilke konsekvenser det har for både en befolkning og det enkelte menneske er skræmmende præcis. Hvad sker når vores fernis skrælles af? Og hvordan viser den menneskelige natur sig, når vi hverken kan eller vil se?
Bogen indledes med, at en billist standser for rødt. Men da lyset skifter til grønt er han blevet blind. Han hjælpes hjem af en person, der efterfølgende selv bliver blind. Det samme sker for den øjenlæge, der konsulteres, og alle patienterne i dennes venteværelse. Der er opstået en epidemi af blindhed, som spreder sig med lynets hast. Hovedpersonen er øjenlægens kone, der som en af de få ikke bliver blind. Men det holder hun skjult, for at kunne følge sin mand, der sammen med de andre blinde interneres på et sindssygehospital, hvor forholdene er dyriske. Der stjæles mad, kvinderne bruges som handelsvare. I al sin gru kan hun se, betragte, hvordan menneskets mørke sider får frit spil, når ingen kan (eller vil) se det.
Uhyggeligt tematiserer Saramago, hvad der sker når mennesket lever under et umenneskeligt hårdt pres, når normerne opløses, når al værdighed er taget fra dem. Flere af dem bliver ligefrem dyriske og brutale, og i kølvandet af det, opstår der mange moralske dilemmaer såsom, hvorvidt den krænkede må slå krænkeren ihjel. Det tematiseres sublimt af Saramago, der samtidig stiller spørgsmålet: hvad vil det sige at være menneske, og hvad er karakteristisk for det menneskelige væsen? Og ikke mindst: hvad er værdighed og retfærdighed?
Værket retter også en skarp kritik imod myndighederne, samfundet og dets embedsmænd, der både er bidende ironisk og sarkastisk: “Vil det sige at De er syg, Ja, jeg er syg, sagde den blinde efter nogen tøven, I så fald bør De hellere ringe til en læge, en rigtig læge, replicerede funktionæren og lagde røret på, henrykt over sin egen åndfuldhed.”
Og da kendsgerningen endelig går op for myndighederne kommer der en reaktion, som vi har set en del af i denne tid rundt om i verden: “Synes De ikke vi burde informere ministeriet om hvad er er i færd med at ske, Foreløbig tror jeg det er for tidligt, tænk på hvilken panik vi ville udløse i offentligheden med en sådan meddelelse, da ville helvede jo bryde løs, blindhed smitter ikke,”.
Men det er lige præcis, hvad denne blindhed gør. Men myndighederne er både selvkloge, for ikke at sige blinde og rædselsslagne for følgerne. Bogen er som sagt en allegori over et samfund, hvis system og mennesker bryder totalt sammen, og det kan naturligvis tolkes på mange måder. Men den passer uhyggeligt godt på det pres, verden lever under lige i disse Coronatider, hvor ulykken rammer både samfundsøkonomien og det enkelte menneske.
Jeg kan dog trøste lidt med, at efter disse mennesker har været udsat for uhyrlige prøvelser slutter bogen med en vis optimisme: “De retskafne, for sådanne findes altid, hvad man end siger, protesterede forarget, sådan kunne man ikke leve, hvis man ikke kan stole på hinanden, hvor skal det da ende?”. Saramago tror heldigvis på mennesket og de retfærdige. Og det er en stor, stor trøst i disse tider, hvor det synes at være dystopien, der hærger. Hvis du kan skal læse én bog om epidemier, så vælg Saramagos “En fortælling om blindhed”. Man skal lede længe efter så mageløst et mesterværk.
José Saramago: En fortælling om blindhed, Rosinante, 4. udgave, 1. oplag, november 2016, 290 sider, oversat fra portugisisk af Peer Sibast.