// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Mann: Døden i Venedig
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Thomas Mann: Døden i Venedig

Skrevet af den 27. marts 2020 – 11:22Ingen kommentarer

“Men midt i maj havde man i Venedig på én og samme dag fundet de frygtelige vibrioner i de udmagrede, sortgrå lig af en matros og en grønthandlerske. Tilfældene blev holdt hemmelige. Men en uge senere var der ti, tyve, ja tredive af dem og endda i forskellige kvarterer. Helbredelserne var sjældne; firs ud af hundrede smittede døde og det på grufuld vis.”

Selvom Thomas Manns mesterværk, den korte roman “Døden i Venedig” udkom for over 100 siden, er den stadig både yderst læsværdig og rystende aktuel.

Ligesom flere af den tyske nobelpristagers værker, handler “Døden i Venedig” om forfald og undergang. I den verdensberømteroman “Buddenbrooks” drejer det sig om en købmandslægts forfald og økonomiske fallit. I “Døden i Venedig” skyldes faldet forbudte erotiske drifter, og en sygelig besættelse.

Hovedpersonen er den moralske og disciplinerede forfatter Gustav von Aschenbach. Romanen indledes med en scene, hvor han går en forårstur i sin hjemby, München. Her møder han tilfældigt en mand, som han af en eller anden grund føler sig stærkt tiltrukket af. Mødet får den ellers så pligtopfyldende Aschenbach til at føle længsel. En sælsom, hidtil ukendt udefinerbar længsel efter at rejse bort.

Han rejser til det smukke Venedig i håbet om at få ro på sig selv og sine drifter. Men turen til den mondæne by bliver begyndelsen til enden. Allerede ved ankomsten skildres Venedig som dødens by. Gondolerne sammenlignes med ligkister, og vandet i byen skildres som råddent og stinkende. Temperaturen i byen er modbydelig og lummer. Der er lagt op til en meget uhyggelig handling, og romanen ender da også i katastrofe og kaos.

Aschenbach indlogerer sig på et mondænt badehotel på Lidoen, hvor han får øje på den billedskønne unge dreng, Tadzio. Fra det øjeblik styres den berømte forfatters liv af voldsomme følelser og lidenskaber. Han bliver besat af Tadzio, og vi følger med krummede tæer med i, hvordan den før så disciplinerede og udadsyndende forfatter, nu kun har øje for den unge dreng.

Aschenbach prøver af flere omgange at forlade Venedig, men skæbnen synes at sende ham tilbage i et slags skæbnebestemt fatalt loop – han er fuldstændig i sine følelsers vold. Thomas Mann tematiserer indsigtsfuldt forholdet mellem død og eros, koblet sammen med forbudt kærlighed, homoseksualitet. De fatale konsekvenser understreges af, at der kommer Kolera til Venedig. Myndighederne fornægter kendsgerningerne for beholde turisterne og dermed bevare byen økonomiske velstand.

En engelsk bankmand i hvisker dog Aschenbach sandheden i øret: der er udbrudt epidemi, og han bør skynde sig at forlade Venedig. Men al fornuft er sat ud hos Aschenbach, der vælger at blive i byen, for at kunne være i nærheden af Tadzio. Læseren er hele tiden smerteligt bevidst om hans frygtelige moralske og følelsesmæssige dilemma. Neglebidende håber vi til det sidste på en forsoning for blot at være vidende til at Aschenbach langsomt tæres op indefra – som var besættelsen en sygdom.

Det er både fantastisk interessant og uendeligt smerteligt at læse om en mand, der fuldstændig taber hovedet og følger sine lidenskaber fremfor sin fornuft og moral. Vi kan mærke hans smerte og hans deroute hele vejen ind i knoglerne. Manns mesterlige beskrivelse af den ærværdige digters forvandling fra respekteret til udskammet og dekadent gammel gris er næsten ubærlig.

Romanen rejser det meget interessante spørgsmål, om hvorvidt man ønsker kaos fremfor dyd, fornuft og moral. Mann tror tilsyneladende på de dommedagsbasuner, han bruger som virkemiddel og advarsel. Og det rejser endnu et spørgsmål: Hvordan skal vi forholde os til tidens dommedagsbasuner, som også nutidens medier og statsledere anvender? Romanen kan måske være med til at give en afklaring.

Thomas Mann (1875-1955) er en af dette århundrede største forfattere. Hans evne til give usædvanligt skarpsindige dybdepsykologiske portrætter er sammen med hans egen vaklen mellem livet som kunstnerisk boheme og det borgerlige familiemenneske med til at gøre hans bøger evigt aktuelle. Thomas Mann debuterede med storværket “Buddenbrooks” i 1901 som gjorde ham verdensberømt, og var medvirkende til at han blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1929.

“Buddenbrooks” anmeldes i nærmeste fremtid her på boglogger.dk.

Thomas Mann, Døden i Venedig, Gyldendal, 2012, 9. udgave, 94 sider. Oversat fra tysk til dansk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.