“Det var som om selve den jord, som vores huse stod plantet på, rensedes for sin last af usunde væsker, at den lod de materiefyldte bylder, som havde udviklet sig i den, stige op til overfladen. Hvilken forbløffelse i vores hidtil så rolige lille by, der på dage rystedes som et sundt og rask menneske, hvis tykke blod pludselig kommer i oprør!”

I skrivende stund er Danmark og store dele af verden lukket ned på grund af Corona-pandemien. Det har fået os til at kigge på nogle af de værker i litteraturen, der gennem historien har beskæftiget sig med epidemier, sygdomme og isolation. Værker, der beskriver og perspektiverer nogle af de mange dilemmaer af både moralsk og almenmenneskelig karakter, som kriser af denne uhyggelige kaliber kan frembringe.

Albert Camus´ mesterværk “Pesten” er – desværre – lige så aktuel i dag, som da den blev udgivet i 1947. Beskrivelserne af, hvordan vi reagerer og hvad der i øvrigt sker, når vores frihed tages fra os, beskrives med stor psykologisk indsigt. Samtidig er skildringen af den intense meningsløshed og afmagt, der overvælder os under store katastrofer både uhyggelig rammende og mesterligt beskrevet.

“Pesten” skildrer et voldsomt og helt uventet pestudbrud i den lille algeriske havneby Oran. Udbruddet varsles af rotter, der i hobetal kommer ud fra deres skjul, og lægger sig til at dø på gader og stræder. Snart spreder pestbylderne sig til menneskene, der dør i titusindvis.

Da byen endelig (måske for sent) isoleres og byportene lukkes, prøver nogle at flygte, mens nogle bliver tilbage for at hjælpe lægen doktor Rieux, som er en af bogens mest centrale karakterer. Han indgyder håb og genvinder troen på menneskeligheden ved uselvisk at sætte pligten (næstekærligheden?) højere end frygten og dødsangsten. Med en næsten sisyfosk ihærdighed og vedholdenhed kæmper lægen for at dæmme op for sygdommen og afbøde katastrofen ved at organisere samfundet og hjælpe de syge. Dette på trods af, at han selv kunne have flygtet.

Kampen for livet og imod døden, og hele katastrofens omfang beskrives så tydeligt, at man ser bylderne, de sortplettede lig, karantænestationerne, de hvide kors på de pestramte huse og pestflygtningene tydeligt for sig. Så hvis man har hang til mareridt, anbefales det, at man læser bogen i dagtimerne.

Nobelpristageren Camus storslåede mesterroman kan læses på mange måder. Som en spændende beretning om, hvad der skete i Oran, da rotterne døende kom krybende ud af deres huller med en sygdom, man troede hørte middelalderen til. Eller som en allegori over Europa under nazismen – bogen er skrevet i 1947 med den tyske besættelse af Frankrig, hvor Camus boede, som et blodigt bagtæppe. For hvordan lever man under en besættelsesmagt og krigens gru? Hvordan (over)lever man alle de ubeskrivelige og tragiske begivenheder, som dødelig sygdom og epidemier fører med sig? Uanset hvordan vi læser “Pesten”, stiller Camus mesterligt det eksistentialistiske spørgsmål: Hvordan vi som mennesker forholder os til tilværelsens absurditet og meningsløshed.

Dog demonstrerer bogen heldigvis også, at der findes en human eksistentialisme. Det faktum, at mange af byens borgere bakker op om Dr. Rieux i hans kamp for livet på tværs af klasser, er en meget, meget stor trøst i disse tider, hvor fastholdelse af medmenneskelighed og hensyn bør være det mest centrale på dagens moralske agenda.

Med denne sin diskussion af moral – og den rædselsvækkende mangel på samme, placerer “Pesten” sig som et eksistentialistisk hovedværk i 1900-tallet.

Albert Camus (1913-60), er en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige og engagerede forfattere og eksistensfilosoffer. Blandt hovedværkerne tæller “Sisyfos-myten”, “Den fremmede”, “Pesten” og “Faldet”. Camus modtog Nobelprisen i litteratur i 1957.

Romanen er fremragende oversat af Hans Peter Lund, der er specialist i fransk litteratur, og har oversat flere bøger af blandt andre Camus.

Albert Camus: Pesten, Gyldendal, 2. udgave, 2012, 381 sider, oversat fra fransk til dansk af Hans Peter Lund.