“Jeg er det grønne i blomsterløget, og jeg er det øjeblik frøet sprækker, kronbladet foldes ud, den tjatter til endespidserne på træerne med det grønne, som om grønt er et lys der bliver tændt.”

Ali Smiths roman “Forår” lever i allerhøjeste grad op til bogens poetiske titel. Den er et sprudlende værk, der trods sit dystre bagtæppe, emmer af spirende håb og fortrøstning. Bogen er den tredje, selvstændige udgivelse i Smiths store årstidskvartet, som udover Forår består af “Efterår”, “Vinter” og Sommer”, hvoraf sidstnævnte endnu ikke udkommet.

Ali Smiths bøger kan noget ganske særligt. Med vidunderligt og sjældent set vid og bid, tager bøgerne pulsen på den britiske kulturkløft og oplevelsen af den splittelse, som Brexit har medført i landet, der troede, at de var enige om at være uenige. Og som reflekteres helt ned i personernes relationer. Intellektuelt formes, der en mesterlig og medrivende roman, som bugner af referencer til myter, litteratur og kunst. What is not to like?

I “Forår” følger vi de to hovedpersoner Richard og Brittany, som hver især kæmper med at overleve hverdagen. Historien starter midt i en meget begivenhedløs begivenhed, en oktoberdag, hvor vi møder historiens hovedfortæller Richard, der er en aldrende, middelmådig filminstruktør. Han står på en perron i Kinguissie i Skotland og venter på toget.

Hans nære ven og samarbejdspartner Paddy (Patricia) Heal er død af kræft, og i affekt og fortvivlelse har han brat forladt London. De tos historie foldes ud i en gribende tankestrøm, en sublim stream of consciouness, som på alle måder er Virginia Woolf værdig. Som Sofia i romanen “Vinter” har Richard også et imaginært barn, som han taler med – en fiktionaliseret version af den datter han ikke længere taler med i den virkelige verden.

Mens Richard venter på sit forsinkede tog, møder han romanens anden centrale figur, Brit – Brittany Hall, der arbejder et på et center for illegale migranter og flygtninge. Hun er rejst mod højlandet med den 12-årige pige Florence, der nægter at fortælle, hvor hun kommer fra. Gennem Brit får vi et skræmmende indblik i de næsten kafkaske bureaukratiske forhold på immigrationscenteret.

Virtuost flettes fortællingerne sammen. Fortællinger, der opstår udaf hallucinationer, drømme og længsler. Jeg var især optaget af fortællingen om den højt begavede og belæste, Paddy, som repræsenterer den ifølge Smith uddøende race af personer, der rent faktisk ved, hvad de taler om, og som ikke bare er distanceblændere, som dem, som Richard er omgivet af i hobetal i filmindustrien.

“Hvordan kan det være at du ved alt om alt, Paddy? siger han. Næ, nej, siger Paddy. Lad være med at være efter mig for at vide. Jeg er en uddøende race, jeg er det skrummel som ingen derude længere synes har relevans.Bøger. Viden. Mange års læsning. Som alt sammen gør hvad? At jeg ved ting. Det er derfor jeg er her, siger han”

Forår er et fænomenalt eksempel på, hvordan vores fælles historier og fortællinger binder os sammen – både som nation og som mennesker. Det er ved ophøret af disse, at umenneskeligheden opstår, og kløfter opstår. Men heldighvis er der håb at spore i “Forår”, hvor fortællingen sprudler og vokser sig stærk som en blomst, der bryder jorden efter en hård vinter. Det er på alle måder gribende, smukt og poetisk – og ikke mindst relevant litteratur i en brydningstid som denne. Luk foråret ind, og læs dette mesterværk, som sætter vinteren og efteråret i perspektiv. Og får os til at længes endnu mere efter “Sommer”.

Ali Smith f. 1962 i Skotland, er en af den engelsksprogede verdens mest spændende og banebrydende forfattere. Hun har vundet flere store priser og været nomineret til Man Booker-prisen fire gange. Seneste for første bog i årstidskvartetten, “Efterår”.

Ali Smith: Forår, Gyldendal, 27. marts 2020, 334 sider, oversat af Ninna Brenøe.