‘Han ville være en stor forfatter, selvom han aldrig havde skrevet andet end “Buddenbrooks”.’ Med disse ord gratulerede Ernest Hemingway den verdensberømte tyske forfatter Thomas Mann, da han fyldte 60 år i 1935. En noget tvetydig besked, der om ikke andet viste, hvor stor anerkendelse Manns legendariske roman, mesterværket Buddenbrooks høstede i sin samtid. For ud over ros fra Hemingway, sikrede den også Mann Nobelprisen i 1929, og gjorde ham økonomisk uafhængig. Værket var Manns debutroman, og betragtes som et hovedværk i verdenslitteraturen.

Nu genudgiver Gyldendal det ikoniske værk i en meget smuk indbundet version, hvor profilen af selve Huset Buddenbrook står præget i sølv på det elegante blå omslag. Fremragende oversat af Niels Brunse. Så hvis man ikke allerede har læst bogen, er det fremragende lejlighed til at kaste sig over denne evigt aktuelle fortælling om en families storhed og forfald.

Buddenbrooks fortæller historien om de sidste fire generationer i den rige og ansete købmandsfamilie, familien Buddenbrook. Borgerskabet er på sit højeste, og biedermeier-idyllen blomstrer i det store købmandshus i Hansestaden Lübeck. Men forretningen og de gode gamle dyder tæller mere end individuel lykke, og forfaldet lurer forude. Et forfald, der ikke kun gælder de forretningsmæssige og familiære relationer, men også en hel kultur – borgerskabets.

Forfaldet og døden er hovedtemaerne i denne mesterlige komposition bestående af købmænd, hustruer, døtre, sønner, som enten dør rent åndeligt af sorg eller fortrængte talenter, der ikke passer ind i det fastlåste købmandsliv. Hanno som er den sidste søn af familien, brænder for musik og ikke for at være købmand. Søsteren Tony får aldrig lov til at gifte sig med den mand hun elsker, og broderen Christian ender som en forgældet boheme. Kun Thomas Buddenbrook har kræfterne og lysten til at drive firmaet videre, men han dør inden han fylder 50 efter en tandoperation. Han kollapser midt på gaden, og dør – meget symbolsk – i rendestenen.

Sympatien ligger især hos Hanno, der er den skabende kunstner, og repræsenterer udviklingen. Derfor kan man læse værket, som en metafor for, hvad der sker, hvis man forkaster de kunstneriske impulser og værdier. I bedste fald stagnerer man både fysisk og åndeligt. I værste fald (ud)dør man. Som Hanno siger:

“Ak, det varer ikke længe, før alting kaster sig over os med kluntet overmagt for at voldføre os, eksercere os, strække os, krympe os, ødelægge os.”

Det er fremragende skildret, og siderne vender sig selv. For selv om romanen er fra 1901 er den både spændende, medrivende og indsigtsfuld, og kunne ligeså godt være skrevet i dag. Og så er den samtidig uhyggelig aktuel her i disse Coronatider, hvor flere familieejede virksomheder har vaklet og nogle er gået i opløsning. Denne krystalkugleklare indsigt i den menneskelige psyke får det på mange måder til at løbe én koldt ned ad ryggen, mens man læser. Det er intet mindre end mesterligt.

Thomas Mann: Buddenbrooks, Gyldendal, april 2020, 7. udgave, første oplag, 598 sider, oversat af Niels Brunse.